- Wir sind schon zwei Berliner
AF Cille Telling og Rasmus Allesø,
Kontorassistenter i Tyskland
Wow! Det var min første indskydelse, da mine forældre forlod lejligheden, og jeg blev overladt helt til mig selv. Jeg var nu alene, alene i Berlin. Efter flere uger med studenterkørsel, gilder og flere drikkevarer end min krop havde godt af, stod jeg her. Tøjvask, madlavning, rengøring, husleje og mange andre pligter, som jeg aldrig før havde skænket en tanke, blev nu hele min hverdag. En anden ting der også blev min hverdag var min nye roomie Rasmus, en dreng fra min årgang på handelsgymnasiet. Han kom kort efter mig, og at være to om tingene gjorde straks det hele lettere.
At ankomme til Berlin og se min far køre hjem mod Danmark virkede overraskende normalt. Jeg skulle nu dele lejlighed med Cille, en pige jeg knap kendte på forhånd. Dog føltes det hele så naturligt. De første dage efter min ankomst blev brugt på at opleve Berlin samt nyde det skønne vejr med min nye roomie. Det var præcis som at være på ferie, og jeg havde det fantastisk.
Starten som en dansk elev - Rasmus
Dette ændrede sig brat, da jeg om mandagen mødte ind hos min nye arbejdsgiver Siemens, en verdensomspændende virksomhed. Jeg måtte erkende, at mit ellers, synes jeg selv, ganske udemærkede tysk ikke kunne håndtere meget mere end en döner fra det nærtliggende kebabhus. Min chef og mine kollegaer på afdelingen snakkede meget hurtigere end min lærer fra handelsgymnasiet, og jeg kunne knap forstå, hvad de sagde. Hele første arbejdsdag var en kamp, og da jeg senere den dag kom hjem, spiste jeg aftensmad, og så var det ellers på hovedet i seng. Jeg var dødtræt og mit hoved kunne ikke kapere mere.
Dette var menuen hele den første uge. Mine syv daglige arbejdstimer blev brugt på at sortere ordrepapirer i ringbind. Yes, lige hvad jeg havde håbet på, da jeg førhen havde tænkt på mit udenlandseventyr ved Siemens. Fordelen ved dette var dog, at jeg ikke skulle gøre mig selv til grin med mine tyske sprogkundskaber. Det blev til ”Morgen” og ”tschüs” i løbet af mine første arbejdsdage.
Anden uge startede ikke bedre, hvor jeg om mandagen skulle på rundvisning i Siemens produktion. Rundvisningen fik jeg af en mumlende herre. Hans mumlen blandet med mit dårlige tysk, samt en masse maskinstøj gjorde rundvisningen rent ud sagt katastrofal. Jeg kunne mærke, at han i løbet af de to timer blev mere og mere irriteret over, at jeg ikke forstod ham, samtidig med at jeg følte mig mere og mere uvelkommen og fik mindre og mindre lyst til at være der.
At få fri fra arbejde var heller ingen dans på roser. Både min roomie og jeg havde problemer med ”Bürgeramt”, den danske form for borgerservice, hvor man meldes ind i det tyske folkeregister og får sit skattekort. Dette foregik ligesom alt andet omkring mig på tysk, hvilket ikke gjorde det lettere. Dette betød, at jeg med mine få tyske gloser måtte føre en samtale med en heldigvis rar og forstående dame bag skranken. Dette gav mig blod på tanden, og allerede dagen efter begyndte jeg selv at opsøge mine kollegaer på kontoret. Det gav i den grad pote, og jeg fik straks nye og mere spændende opgaver, samt en bedre dagligdag på kontoret.
Fra dengang er det kun gået fremad. På arbejdet kommunikerer jeg nu meget med min chef og mine kollegaer, der finder det yderst morsomt at høre hinanden forsøge sig med, ”rød grød med fløde” og andre danske gloser. Dette er et dejligt, underholdende afbræk fra den ellers seriøse, arbejdsomme indstilling, der forventes af en. I min hverdag skal jeg naturligvis opfylde mine ”kedelige” praktikantopgaver som at hente post og arkivere diverse data. Men hvis man selv opsøger flere opgaver får man hurtigt meget ansvar, og som eksempel udarbejder jeg ofte store dele af min chefs PowerPoint-præsentationer, der bruges i både mindre og større sammenhænge. Herudover er jeg medansvarlig for de fakturaafregninger, der udarbejdes i forbindelse med forretningsrejser. Her arbejder jeg med mange tusinde euro, så blot en lille fejl gør en kæmpe forskel, og jeg må konstant holde tungen lige i munden. Så trods at man er en dårlig tysktalende praktikant, bliver man pålagt utroligt meget ansvar fra start. Dette åbner dog også dørene for de sjovere opgaver, hvor man er i kontakt med de fine, jakkesætsklædte herrer længere oppe i hierakiet.
Fra intet til ansvar - Cille
Jeg havde ligesom Rasmus fået job som elev hos Siemens. Hvor surrealistisk det end lød, skulle jeg nu arbejde i en af verdens største virksomheder. Den første arbejdsdag kom endelig, og det eneste jeg vidste var, at jeg skulle møde op kl. 08:00. Fra lejligheden midt i Berlin tog det kun 10 minutter med U-bahn før jeg stod spændt foran den store Siemensbygning med svedende håndflader, et tysk ordforråd der var begrænset og ingen ide om, hvad jeg egentligt skulle arbejde med. Alligevel gik jeg ind i den store bygning. Jeg blev taget i mod af min chef, en formel, ældre, hurtig snakkende dame. Jeg forstod absolut intet af, hvad hun sagde og kunne knap præsentere mig selv, da jeg hilste på mine nye kollegaer. Jeg endte med at sidde hele dagen uden opgaver og stirre ind i min computerskærm. Det fortsatte dagen efter, hvor jeg blev præsenteret som den danske elev, der ikke kunne snakke tysk. Jeg havde mest af alt lyst til at tage hjem og gemme mig under dynen.
Heldigvis gik der ikke længe før det hele vendte 360°. Jeg blev tildelt flere og flere opgaver og fik et langt større ansvar. Lige pludselig gik jeg fra ingen opgaver til at arbejde over tid, det var fedt! Jeg har nu opgaver der spænder fra kommunikation med leverandørene, bogføring af ordrebekræftelser til en såkaldt ”Gemba Walk” i produktionen. Min hverdag er nu fyldt med spændende, udfordrende og ikke mindst vigtige, differentierede opgaver. Da jeg fik jobbet som praktikant, havde jeg ikke forstillet mig, at min hverdag ville være fuld af så meget ansvar, og at jeg ville være så stor en del af afdelingens daglige drift. Jeg havde nærmere forstillet mig at hente kaffe til chefen, men den første kop har jeg stadig til gode.
Jeg har kun været her lidt over en måned, det er blevet til hverdag, og jeg er vild med det. Jeg er faldet godt til både med arbejdsopgaver og blandt mine kollegaer. På arbejdspladsen er stemningen seriøs, men alligevel med plads til sjov og spas. Allerede efter min første uge arrangede vi julefrokosten til december, og da jeg havde fødselsdag, fik jeg gaver fra alle mine nye kollegaer, hvis skriveborde nu prydes af Dannebrog. Jeg har endda været på sightseeing med en af mine kollegaer, en ægte berliner. Som en ægte berliner viste han mig, en ung tysker og min mexicanske veninde fra afdelingen, hvordan man er en ægte berliner, ligefra carrywurst til Kreuzberg. Han er ikke den eneste, mine kollegaer står i kø for at vise mig Berlin. Og alt dette er selvom, jeg ikke anvender perfekt tysk grammatik med leverandørerne og ikke forstår halvdelen af, hvad mine kollegaer siger.
Livet som Berliner
At flytte fra en lille by som Horsens til en lejlighed placeret midt i Berlin var noget af en omvæltning for os begge. Vi kunne lige pludselig tage u-bahn et par stop til Alexandersplatz eller stryge en tur ned af Kurfürstendamm en helt almindelig onsdag aften. Berlin har uendelige muligheder, Berlin ist groß, der er altid noget at give sig til. Somme tider går det næsten for stærkt, så når vejret er godt, nyder vi at bruge vores tid i en af en de mange parker eller bade i en af Berlins talrige badesøer, hvor man ikke lægger mærke til storbyen, der omgiver en.
Hvis ikke man vil ligge og dase, kan man i stedet besøge Flohmarkt ved Mauerpark, en blanding af et loppemarked, streetfood fra alle verdenshjørner samt gademusikanter og gøglere, der hver søndag får flere tusinde mennesker ud i solen. Her oplever man en helt unik side af Berlin, hvor vidt forskellige typer folk samles og nyder alt fra en ingefærjuice til en kold øl, alt i mens de lytter til tonerne fra entusiastiske gademusikanter, der håber og et gennembrud eller blot forsøger at tjene til føden.
Når man kommer fra Horsens kan en gåtur gennem Berlins gader være en oplevelse i sig selv. Her ser vi mennesker som den stereotype tysker med en currywurst i hånden, fine forretningsfolk klædt i jakkesæt, de unge urbannatteravne og mange, mange flere typer. Berlin er rig på kultur og med en befolkning hvoraf 14% er udlændinge som os selv, lærer vi ikke kun om den tyske kultur, men også den forunderlige subkultur der opstår, når så mange forskellige kulturer mødes.
Vi var begge bange for, at vi ville have svært ved at få nye venner, for hvem skulle det være? Men lynhurtigt havde vi begge fået nye venner, danske som tyske. De tyske har vi mødt gennem henholdsvis håndbold og fodbold, hvor vi begge er blevet taget godt i mod på vores respektive hold. Vores danske venner mødte vi til et arrangement i danskerkirken, der afholdes en gang hver måned, hvor unge danskere i Berlin samles til en øl og et måltid billig, dansk mad. Desuden fik vi hurtigt et unikt sammenhold med de andre PIU-elever, der ligesom os havde fået job ved en virksomhed her i Berlin.
Vores udbytte og mere til
På overraskende kort tid ligner vores hverdag i Tyskland vores hverdag i Danmark. Vi spiller stadig bold, hygger og går i byen med vores venner. Forskellen er bare, at vi har fået nye venner og nu arbejder for Siemens, en af verdens største virksomheder, i stedet for at gå i skole. Samtidig foregår det hele i Berlin, hvor alting er meget større, mere internationalt og i følge os meget, meget federe!
Om knap et år når vores tid her i Berlin er slut, er planen at vende hjem. Hvis vi gør det, bliver det ikke kun med en masse erfaringer og oplevelser i bagagen. Vi vender også tilbage som færdiguddannede kontorassistenter, kun på et år. Ved siden af vores arbejdsdag har vi et online kursus fra Danmark. Vi slipper derfor for at skulle tage tilbage til Danmark for at gå i skole og kan i stedet blive klogere i vores berlinske lejlighed, win win. Desuden er vi også langt bedre udrustede til at begå os på arbejdsmarkedet med vores store kendskab til den tyske kultur såvel som vores forberede sprogegenskaber. Tyskland er Danmark største handelspartner, så vi sidder med et kæmpe es i ærmet.
Vi håber ikke, at vi har skræmt jer fra at blive praktikanter i et andet land, for det ville være en skam. Vi har bare valgt at spille med åbne kort over for jer. Begyndelsen på arbejdet som elev er hårdt og trættende, men i den sidste ende er det, det hele værd. Det er bare vigtigt ikke at give op, for på sigt bliver det 100% bedre. Vi har kun været her lidt over en måned, og vi ville ikke have byttet det væk for noget andet.