Livet som PIU-elev i London

Livet som PIU-elev i London
Af Camilla Frandsen

Alle mennesker har på et tidspunkt i deres liv stået foran en skillevej. I disse tilfælde er man tvunget til at tage store såvel som små beslutninger. Fælles for dem er, at de vil præge fremtiden. Da jeg startede på 3. år på HHX, kom jeg til netop sådan en skillevej. Mulighederne efter HHX var uendelige, og hvad ville være det rigtige valg for mig? I starten havde jeg ikke overvejet, at PIU kunne være en mulighed. Alligevel valgte jeg i sidste ende at sende en ansøgning. Det åbnede nye døre, som jeg altid havde troet, og inden jeg så mig om, var jeg blevet tilbudt en læreplads i London. Det skulle vise sig at sætte dybe spor i mig.

Teltpælene rykkes til London

1

Studenterhuen var kun lige lagt på hylden, da jeg pludselig sad i et fly på vej mod London. Fra at være noget langt ude i fremtiden var det hele pludselig blevet til virkelighed. En ny tilværelse som PIU-elev i London stod for døren. Jeg vidste, at den ville blive noget helt andet end den, jeg kendte så godt hjemmefra. Alligevel var jeg langt fra sikker på, hvad jeg kunne forvente mig, og jeg husker tydeligt den spænding men også uvished, jeg følte under turen. Og så stod jeg pludselig der og følte mig så voksen, fordi jeg nu var flyttet til selveste London, og samtidig så lille fordi jeg hverken vidste, om jeg skulle gå til højre eller venstre. I dette øjeblik stod det, som nok noget af det eneste, klart for mig, at mit ophold uden tvivl ville blive en lige så stor personlig som faglig rejse for mig.

Fra skoleelev til business woman

2

Jeg var kun lige landet i London, da jeg havde første arbejdsdag. Jeg var blevet tilbudt en læreplads hos Corren Troen, et advokatfirma beliggende i hjertet af London, hvor jeg skulle varetage rollen som administrativ assistent. Jeg var ifølge min far blevet en rigtig ”business woman”. Jeg følte mig dog langt fra sådan de første mange uger.

312

Overgangen fra at sidde på skolebænken til pludselig at skulle varetage et fuldtidsjob, hvor folk afhænger af dig og hvor små fejl kan få store konsekvenser, var meget grænseoverskridende. Jeg fik min første dag udleveret en 100 sider manual over opgaver, som jeg kunne blive stillet overfor. Set i bagspejlet var det en uvurderlig hjælp. I øjeblikket var det dog nærmere et ”wake-up call” om, at nu skulle man ikke længere bare læse og forstå som i skolen – Nu skulle man også kunne omsætte viden til praksis. Al begyndelse er svær, og man er nødt til at starte et sted. Jeg startede derfor på s. 1 i manualen, og så var der kun en vej frem.

Øvelse gør mester

Efter nogle uger var jeg begyndt at føle mig hjemme i nogle af de opgaver, jeg skulle varetage. Jeg fik over for mig selv bevist, at der er noget rigtigt ved ordsproget, ”øvelse gør mester”. Jeg havde nogle faste daglige opgaver som bl.a. håndtering af post. Dertil kom opgaver såsom at lave og postere fakturaer, bestille kontorartikler og varetage regnskabsopgaver, som jeg ofte ville blive tildelt i dagens løb. Mit job som PIU-elev inkluderede også, at jeg blev administrator for en klub kaldet The Danish Club, hvor jeg skulle hjælpe med alt fra at assistere klubbens medlemmer, arrangere arrangementer til at håndtere klubbens regnskabsdel.

Tilsammen var det en meget stor mundfuld, som stillede krav til, at jeg kunne finde ud af at være effektiv og disponere min tid. Jeg så det som en stor tillidserklæring fra min virksomheds side. Man hører sommetider, at man som ny er bundet af faste opgaver og løbende bliver kontrolleret. Selvom min virksomhed havde stort fokus på, at opgaver blev udført korrekt, var deres filosofi også, at man kommer længst ved at øve, spørge og prøve sig frem. Dengang kunne jeg blive helt nervøs ved tanken, da jeg helst ikke ville lave nogle fejl og gerne gøre det så godt som muligt. Set i bagspejlet har dette dog gjort, at jeg udover en enorm faglig udvikling også har oplevet, at jeg er blevet selvstændiggjort på et utal af områder. Det har kostet nogle fejl og givet nogle røde ører, men det har været prisen værd.

Do you speak english?

4

En ting er at starte på et nyt arbejde. Noget andet er at starte på en arbejdsplads, hvor halvdelen kun taler engelsk. Det blev pludselig en realitet og dagligdag for mig. Mit største håb ved at være PIU-elev i London i et år var, at jeg ville gå fra at tale ”skole-engelsk” til at være stærk i både mundtlig og skriftlig engelsk. Selvom man som ung føler, at man kan alt, når man har set og hørt det en gang, så måtte jeg hurtigt konstatere, at det kræver tid og træning, hvis man vil skrive og snakke flydende engelsk.

Jeg havde dog oddsene på min side. Selvom det i starten kan være skræmmende at skulle føre en samtale med en garvet englænder, så er det netop ved at presse sig selv til at tale, forstå og udtrykke sig på engelsk, man lærer mest.

I starten var det meget uvant at skulle tale engelsk både til kollegaer, og når jeg tog telefonen. Jeg blev ved at mangle de rigtige ord, lave kongruensfejl og udtale ord, så jeg ofte krummede tæer over mig selv, da jeg jo godt vidste, hvad det hed på dansk. På skrift var jeg nødt til hele tiden at slå ord op for at sikre mig, at jeg stavede korrekt, hvorfor det ofte tog lang tid at svare på en mail. Til trods for dette kunne jeg hurtigt mærke en forbedring, da jeg hele døgnet rundt blev tvunget til at tale, skrive og lytte til engelsk.

London er Englands hjerte

1011

Set udefra er London en pulserende storby. Uanset tidspunktet på døgnet er der en summen fra byens trafik og undergrundsnet, latter fra lokale pubber, mennesker i hastige stimer og oplyste skyskrabere – Der er altid liv. London er en by for dem, der lever i overhalingsbanen, og så kan englændere have faste holdninger og være lidt højt på strå. Sådan så jeg i hvert fald London og dens befolkning inden, det blev mit andet hjem. Jeg fandt dog efter kort tid ud af, at jeg godt kunne pakke mine fordomme væk. London er ikke kun for overklassen, men for mennesker fra alle kulturer og samfundsklasser. Samtidig er Londons befolkning nogle af de mest gæstfrie og venlige mennesker, jeg har mødt. Alle viger deres længeventede siddeplads i undergrunden, hvis en anden har mere brug for den, og det er nærmest uhøfligt ikke at spørge, hvordan andre har det. Der er mange værdier, som Danmark kunne lære af. Jeg har fra starten følt mig hjemme her, og jeg har gennem året fået en stor kærlighed til London og byens befolkning - Det er uden tvivl Englands hjerte.

Turist og networker i egen by

Jeg havde gjort det klart for mig selv, at når jeg havde fået muligheden for at bo et år i England gennem PIU, så skulle jeg nå at se og opleve så meget som muligt. Min ”to do”-liste var lang, men det var også en af grundene til, at jeg fra starten tog på sightseeing og udflugt med andre PIU-elev hver weekend. Det blev nærmest en ugentlig tradition. Automatisk fandt vi ud af, at London må være enhver turists paradis, da der altid var noget at se og opleve
.78

9

Jeg stiftede også hurtigt bekendtskab med et for mig nyt fænomen, nemlig networking. Gennem min arbejdsplads blev jeg introduceret til organisationen DUCC, som bl.a. holdt månedlige networking aftener. At deltage i sådanne arrangementer skubbede mine grænser længere end jeg nogensinde havde troet, jeg kunne skubbe dem. Ved arrangementerne mødtes forretningsfolk efter fyraften til ”networking”. Selvom jeg de første gange følte mig meget malplaceret og lille, så indså jeg hurtigt, at der ingen bedre personlig og faglig træning er, end når man presser sig til at møde og tale med andre mennesker. Jeg lærte, at man kommer længst, hvis man tør træde frem – Det var et stort skridt for mig.

London er mulighedernes og drømmenes by

Selvom et år føltes som lang tid, da jeg stod i lufthavnen som nyudklækket student sidste år, så fik mit PIU-ophold alt for hurtigt ende. Målt i gøremål og bedrifter har året føltes som et langt år. Omvendt er tiden gået så utrolig stærkt, at det har været svært at følge med. Det var hårdt at flytte til London, starte på et nyt arbejde, skulle finde et sted at bo på egen hånd og at skulle gøre det hele på engelsk. Undervejs har jeg også haft perioder med savn. Det har været hårdt men også rigtig sundt. Der er derfor ingen tvivl om, at dette år har overgået alle mine forventninger. Fagligt har jeg tilegnet mig mange forskellige færdigheder og dyrebare sprogegenskaber. Jeg har stiftet bekendtskab med mange opgaver og mennesker, og jeg har lært at omgås kollegaer og arbejde i teams. Personligt er udviklingen ikke mindre, og i dag føler jeg mig et hoved højere og som en voksen kvinde. Jeg har prøvet så mange ting, jeg har rejst, og jeg har gjort og lært ting på min egen måde. Som mulighedernes og drømmenes by skabte London en unik ramme for mit år som PIU-elev – Jeg havde en uforglemmelig tid.