Sønnen måtte hjælpe med netbutik

Christina Edvardsen har nu både en fysisk butik og en netbutik, men måtte hente hjælp hos sin søn for at få den etableret. Hun genkender behovet for efteruddannelse inden for e-handel.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

”Marron” er ikke længere bare en smart, lille skobutik i Odense. Nu er det også en butik på nettet, som folk fra hele landet har adgang til. Men vejen dertil var udfordrende for indehaver Christina Edvardsen.

- Jeg ville gerne i gang med en netbutik, men jeg havde ikke en pind erfaring med den slags. Jeg er god til at sælge sko, men for at være ærlig, er jeg en klovn til at installere og håndtere nye programmer på computeren, fortæller Christina Edvardsen med et grin.

Hun vidste ikke, hvordan hun skulle få mere viden om, hvordan hun kom videre. Så hun var heldig at have en søn, der kunne hjælpe hende. Han har været en kæmpe hjælp, fordi han kunne lave kundeanalyse og finde ude af, hvilket system, jeg skulle bruge. Og så har jeg en ansat i butikken til at hjælpe med at tage billeder af nye produkter og lægge dem op på hjemmesiden, siger Christina Edvardsen.

Hun kender til mange andre små butikker, der ikke som de store butikskæder har hundredetusindevis af kroner til at udvikle deres webshops, og derfor ser hun både hos sig selv og andre et stort behov for efteruddannelse inden for e-handel.

- Der er meget arbejde i at etablere og hele tiden udvikle sin webshop, så al den viden, man kan få, er vigtig. For der kan være mange faldgruber, og det er jo dumt, vi begår de samme begynderfejl, hvis vi kan lære af hinanden og undgå dem, slutter hun.