På et HAKL-møde gik 14 skoler, heraf 8 nye i gang med at udvikle forretningsmodeller for onlie læring i AMU.
Gennem projektet "Afprøvning af forretningsmodeller for fjernundervisning i AMU" skal der gøres erfaringer med, hvordan man kan udbyde kurser tilrettelagt som hel eller delvis online læring på baggrund af udviklede forretningsmodeller, der er rentable for handelsskolerne. Formålet er at øge kursusudbuddet og antallet af kursister på især mindre kursusområder.
Projektet er finansieret af Den Tværgående Udviklingspulje 2015 med 2,35 mio. kr. og løber over 2 år. HAKL er projektejer og -leder, og Erik Nørgård, VIArt.dk indgår også som projektleder.
I projektet udvikles der også som noget nyt online kurser inden for handel & logistik, spedition & shipping, turist & rejse samt eventområdet. De digitale kursusmaterialer og test udvikles af undervisere, der samtidig får kompetencer i at udvikle, tilpasse og facilitere online kurser i AMU.
I alt deltager omkring 30 undervisere fra 14 skoler i projektet Afprøvning af forretningsmodeller for fjernundervisning i AMU.
Skolerne er Aalborg Handelsskole, TRADIUM, Aarhus Business College, EUC Nordvest, EUC Nord, Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern, Campus Vejle, BC Syd, Haderslev Handelsskole, Tietgen KompetenceCenter, Køge Handelsskole, Selandia, Roskilde Handelsskole og Niels Brock.
Når projektet er afsluttet, vil HAKL sammen med andre gennemførte projekter mm. have 250 kurser, der kan udbydes som online læring, og 21 handelsskoler og deres undervisere, der kan afvikle online læring.