Skal jeres virksomhed have elever med på Talents of Retail?
- et nyt talentprogram til ambitiøse og motiverede salgsassistentelever, der udviser handlekraft og et særligt talent for retail.
Mange elever er efter sommerferien startet som elev i detailhandelen, og I har sikkert allerede nu erfaret, at nogle af dem har et særligt drive og motivation. Måske har I endda overvejet, hvordan I kan sætte turbo på jeres elevs udvikling og give ham eller hende de bedste muligheder for at udvikle sit potentiale og skabe ekstra værdi i forretningen.
Hvis det er tilfældet, bør I måske tage en snak med dem om mulighederne for at blive en del af det nye talentprogram, Talents of Retail.
Talentprogrammet, der starter 1. januar og varer elevtiden ud, har to overordnede formål.
- For det første at give eleverne en uddannelse, der rækker udover det, man normalt får i en detailhandelsuddannelse. Uddannelsesforløbet tager det bedste fra den traditionelle salgsassistent-uddannelse kombineret med det nyeste fra online handel, tre udfordrende akademifag, international studietur og udviklende ledelsessparring. Eleverne får desuden et særligt fokus fra de involverede skoler og vil bl.a. have en fast og dedikeret kontaktlærer samt mulighed for at få tilknyttet en mentor.
- For det andet skal Talents of Retail være med til at vise kommende elever, forældre og skoler landet over, hvad detailhandelen og en uddannelse inden for detail har at byde på. Detailhandelens image lider ofte under fordomme og manglende viden, som svækker rekrutteringen. Eleverne vil derfor blive rollemodeller, der med afsæt i deres virksomhed skal være med til at vise det bedste frem inden for dansk detailhandel. Heri ligger naturligvis også gode muligheder for branding af virksomheden.
Fristen for at søge om optagelse er sat til den 8. oktober, men der vil også være mulighed for at komme i betragtning, hvis virksomhed og elev ikke er parat til at sende ansøgningen inden denne frist.
Talents of Retail er skabt af Dansk Erhverv, HK Handel og de to merkantile videncentre for henholdsvis Digital Handel og Viden om Data.
I kan læse mere om Talents of Retail på hjemmesiden talentsofretail.dk.
Kontakt projektleder, Jesper Krogh Schlosser på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. for yderligere info om programmet.