EUX har været kæmpe succes i ZOO

Uddannelsesnævnet har været på besøg hos ZOO for at følge op på forårets EUX-kampagne. I Den forbindelse snakkede vi med Heidi, der er HR Chef hos ZOO, og som også medvirkede i filmen tilbage i foråret. I Zoologisk have har de haft en eventelev med EUX ansat i ca halvandet år, og den ekstra faglige ballast har de kunne mærke i virksomheden.

"Vi kan virkelig mærke det høje niveau. Hun kan sætte det hele i perspektiv, og finde ud af, hvad de vilde ideer koster at iværksætte. Når hun laver et event, kan hun skrælle det helt ned til ´hvad skal vi tjene pr gæst for at skabe overskud´".

Hos ZOO mærker de, lige som så mange andre virksomheder, at man skal præstere en smule ekstra, hvis man skal tiltrække og holde folks opmærksomhed. I den forbindelse har eventuddannelsen været en stor gevinst.

”Vi kunne slet ikke leve uden en eventelev har vi fundet ud af! Hun kommer med nogle andre kompetencer, hun kan binde forretningen sammen. Du får koblingen mellem businessdelen og det praktiske – Det er en super cool uddannelse.”

Men der er også brug for et forkromet overblik og en værktøjskasse fyldt med teori for at arrangere og holde styr på et event.

"Det, jeg synes er så smukt ved eventuddannelsen, er, at du bliver en blæksprutte. Der er ikke nogen i virksomheden, du IKKE har et samarbejde med. Det er kantinen, det er P-vagten, det er webmasteren eller indgangspersonalet. Du bliver så central i det her." 

Heidi Boetcher

ZOO har været heldige med rekrutteringen af deres eventelev, da det var en medarbejder internt i virksomheden, der selv ønskede at blive elev. Men derfor har processen ikke været uden udfordringer for virksomheden og Heidi.

"Hun kom ind på mit kontor og spurgte, 'Hvorfor har vi egentlig ikke en eventelev her i firmaet?'. Jeg kendte intet til uddannelsen og da Nadja havde forladt kontoret, begyndte jeg med det samme at google eventuddannelsen.
Jeg ringede til Next for at høre mere om uddannelsen og her fik jeg en kæmpe hjælp af en af de praktikpladsansvarlige. Vi havde en god dialog og vi har fortsat et rigtig godt samarbejde, som kommer os til gavn i forhold til den næste eventelev, men også i forhold til de andre uddannelser."

Det har været en stor succes, at have en eventelev hos ZOO, men praktikperioden er ved at være ovre, så de er allerede nu i dialog med skolen omkring at besætte stillingen.