Datahåndtering er en af kernekompetencerne i specialet administration

Specialefagsstrukturen for administration er justeret, så de bundne specialefag nu udgør 4 uger mod hidtil 3 uger. Det samlede antal uger med specialefag er dog uændret, fordi antal skoleuger til valgfrie specialefag samtidigt er reduceret med en uge.

De bundne specialefag udvides med et nyt fag af en uges varighed i datahåndering, og dermed fremhæves datahåndtering som en kernekompetence for administrative medarbejdere på lige fod med kommunikation, optimering af arbejdsprocesser og projektadministration.

Det nye bundne fag er en videreudvikling af et valgfrit specialefag i datahåndtering, som blev oprettet i 2019. Udviklingen inden for virksomhedernes dataindsamling og -behandling går stærkt, og administrative medarbejdere skal dels kunne behandle og kvalificere meget forskellige og meget store mængder af data og dels kunne håndtere personfølsomme data i overensstemmelse med virksomhedens dataetik og regler for databeskyttelse og -sikkerhed.

Det faglige Udvalg for Kontoruddannelser har derfor valgt at sikre, at alle elever arbejder med datahåndtering i løbet af specialefagsundervisningen.

Det nye bundne fag og justeringer i de eksisterende fag vil fremgå af den nye uddannelsesordning, der sendes i høring inden for kort tid.