Det bliver svært at slå tallene fra 2021, hvor rekordmange indgik en uddannelsesaftale inden for de merkantile fag. For selvom 2022 har været godt med, så viser de seneste tal for optaget i september måned, at aftaleindgåelsen er stagneret. En ny rekord er derfor svær at opnå.
I september måned 2022 blev der indgået 570 aftaler, hvilket er 215 færre end i samme måned året før og en nedgang på hele 27 procent.
Der er derfor fortsat indgået færre aftaler i 2022 end sidste år. Men ikke meget. Tallet ligger i skrivende stund blot tre procent under for samme periode sidste år.
Årets højdespringer ser ud til at blive eventkoordinatoruddannelsen, som for alvor er på vej tilbage efter pandemien. Der er pr september indgået 82 uddannelsesaftaler, hvilket er 44% flere end på samme tidspunkt sidste år.
Der er i øjeblikket 125 igangværende elever på området, hvilket er rekord for den forholdsvis nye uddannelse.
Også på handelsuddannelsen er der rekordmange elever. Her er er der 2.134 igangværende elever, og uddannelsen fortsætter den fornemme udvikling.
Antallet af aftaler med eux-elever fortsætter med at stige, dog ikke i lige så høj grad som tidligere.
Der er pr 30. september indgået 1.654 merkantile aftaler med eux-elever, mens der på samme tidspunkt sidste år var indgået 1.573 aftaler.
Du kan se mere til tallene ved at klikke HER.