Glædelig jul fra Uddannelsesnævnet

2022 er så småt ved at gå på hæld, og selvom det har været et år, hvor alt næsten var normalt igen efter år med nedlukninger og andre begrænsninger, så har året alligevel været som aldrig før.

Uddannelsesnævnet har haft masser at se til i 2022.
Det er stadig trepartsaftalen om flere faglærte, som fylder i hverdagen og det fylder arbejdsdagene op med et væld af projekter, webinarer, konferencer og meget, meget mere. En del er blevet afsluttet i år, men der ligger allerede en del spændende nyt, som kulminerer i det nye år.
Vi har blandt andet fået igangsat landsdækkende brandingkampagner for både detailhandel-, handels- kontor og fitnessuddannelserne. De har fyldt på både sociale medier, i gadebilledet og blandt andet også i biografens mørke.


Der er blevet skrevet en mængde rapporter om det merkantile uddannelsesområde, som har været med til at øge den samlede viden om de uddannelsesområder, Uddannelsesnævnet dækker, markant. Det er sket gennem rapporter som ”Afdækning af bæredygtighed på efteruddannelsesområdet” og Lærepladskonferencen, som vi afholdt i november måned.


Ud over arbejdet med at skabe mere viden om vores uddannelser, har vi også masser af fokus på, hvordan vi får mere grøn omstilling og digitalisering ind i både erhvervsuddannelserne og efteruddannelsen. Det er et område, hvor flere danske virksomheder efterspørger kompetencer fra de ansatte og vi har haft fuld fokus på området gennem flere projekter og gennem udvikling og revision af bla. AMU-kurser.
Men vi gør også noget selv. I løbet af 2022 har vi gennemført en fuld digitalisering af Uddannelsesnævnet, så vi blandt andet er klar til den nye regnskabslov, som træder i kraft i 2023, hvor alt skal være digitalt. Samtidig sparer vi på papiret.


De mange opgaver har også betydet, at Uddannelsesnævnet har opgraderet på medarbejderfronten. Fire nye medarbejdere er kommet til, og deres jobfunktioner spænder fra eventkoordinator til kommunikation. Alle er faldet godt til, og der er derfor masser af erfaring og ny energi til 2023, hvor endnu flere projekter og opgaver skal gennemføres.
Uden gode samarbejdspartnere i organisationerne, på erhvervsskolerne og i konsulenthusene kunne vi ikke løse vores opgaver. Derfor vil vi sige dig tak for i år og ønsker en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår til dig og alle omkring dig.


Nedslag fra Uddannelsesnævnets 2022
Der er i 2022 videreført, igangsat eller afsluttet 66 projekter fordelt på udvalgene repræsenteret i Uddannelsesnævnet.
Fitnessuddannelsens brandingkampagne er set 2,5 mio. gange på sociale medier.
Kompetencefondene har godkendt 610 ansøgninger til opkvalificering af medarbejdere.
Nyheder fra vores hjemmeside er set over 69.000 gange.
Vores sociale medier vokser også en del. LinkedIn er vokset med over 300 følgere, så vi nu er over tusind, en vækst på næsten 50%. På Instagram og Facebook er der ligeledes vækst – her er vi vokset med henholdsvis 10% og 15%.

Glædelig jul fra os i Uddannelsesnævnet