Ti projektansvarlige Lokale Uddannelsesudvalg på det merkantile område har fået bevilget midler fra AUB-puljen for foråret 2023. Blandt dem et projekt, hvor 11 erhvervsskoler skal samarbejde.
Det merkantile område kan godt tillade sig at have rank ryg i denne tid, især, når snakken falder på bevilgede AUB-midler. Med et samlet beløb på 3,7 millioner kroner står det merkantile område nemlig for næsten 19 procent de samlede tilskud på i alt 20.246.787 kroner. Men selvom det er et højt beløb, så dækker det kun lidt over halvdelen af det samlede beløb på syv millioner kroner, der var ansøgt om fra skolerne; en beløbsramme som ikke er set tidligere på det merkantile område.
Tilskudsrammens størrelse afspejler også, at der er bevilget hele 1,2 millioner kroner til et fælles projekt mellem 11 erhvervsskoler. Den slags er en nyskabelse – i hvert fald på det merkantile område – og projektet, der har til formål at finde flere lærepladser til elever på specialet digital handel på Detailhandelsuddannelsen og Handelsuddannelsen kommer bredt omkring og skal blandt andet have fokus på: Kompetenceudvikle lokale virksomhedskonsulenter så de er rustet til at indgå aftaler hos virksomhederne, sparring og samarbejde mellem skolernes virksomhedskonsulenter, screene virksomheder der ikke er godkendte eller har færre elever end de er godkendte til, samarbejde med Videncenter for Digital handel, afvikling af webinarer for virksomhederne i samarbejde med Videncenter for Digital handel og Dansk Erhverv for promovering af uddannelsen og meget mere.
De mange ansøgninger til puljen her i foråret vidner om en stor interesse fra erhvervsskolerne for at kunne opfylde målsætningerne om tidlig indgåelse af uddannelsesaftaler på GF2, som fastsat i Trepartsaftalen af 21. november 2020. Og selvom kun halvdelen af de søgte beløb blev realiseret, så kan de lokale Uddannelsesudvalg allerede ansøge om støtte til flere lærepladsopsøgende aktiviteter når AUB-puljen efteråret 2023 har ansøgningsfrist den 15. august.