Med støtte fra AUB-midlerne kan alle lærepladskonsulenter nu finde et læringsforløb, der giver både nybegynderen og den erfarne mulighed for at få eller genopfriske noget af den særlige viden, som man skal bruge, når elever og virksomheder skal rådgives.
Jobbet som lærepladskonsulent har mange facetter, og ofte lærer man først det fulde omfang af jobbet, når man har siddet i stolen i et stykke tid. For er man ny i jobbet, så vil man ofte overtage jobbet fra en person, som ikke længere er til stede på arbejdspladsen og man overtager derfor en bunke mapper, der skal være med til at definere ens arbejdsopgaver, og det kan derfor være svært at vide, hvor man skal begynde.
Det arbejde er nu blevet gjort lettere. De tre faglige udvalg for detailhandelsuddannelsen, handelsuddannelsen og kontoruddannelsen har gennem Uddannelsesnævnet nemlig, med støtte fra AUB-midlerne, fået udviklet et onlineværktøj, der kan give alle lærepladskonsulenter og andre i lignende stillinger mulighed for at komme godt i gang med jobbet. Samtidig fungerer det som et godt og vigtigt opslagsværk for den erfarne konsulent. Værktøjet ligger åbent tilgængeligt for alle og består af 26 korte videoer fordelt på 13 kapitler, som kan tages i vilkårlig rækkefølge – eller fungere som opslagsværk, hvis man skal have genopfrisket dele af sin viden på et specifikt område.
Indholdet i værktøjet af udviklet af erfarne læreplads- og elevkonsulenter fra skoler i hele Danmark under de rammer, som blev udstukket af Uddannelsesnævnet. Tre af dem deltager også som undervisere gennem hele videoforløbet, der blev optaget på Tietgenskolen i Odense. Det er Christina Klingenberg, lærepladskonsulent på Rybners, Christian Kiersgaard, karrierekonsulent på Roskilde Handelsskole og Christel Bjerremann, elevkonsulent på Tietgen.
De tre kommer fra forskellige størrelse skoler og har derfor forskellige tilgange til jobbet. Eksempelvis er de ikke alle fuldtid på jobbet som lærepladskonsulent.
- Som en af dem, som har også underviser ved siden af, at jeg er karrierekonsulent, har det været utroligt spændende at få dykket ned i stoffet, få det formidlet til andre og samtidig blive klogere på hele. For når man ikke sidder med alle tingene hver dag, kan nogle af reglerne være lidt af en udfordring, og her kan værket fungere som et opslagsværk for mig, siger Christian Kiersgaard.
Han bakkes af Christina Klingenberg, der kalder jobbet som lærepladskonsulent ”lidt af en ensom tjans med en broget stillingsbeskrivelse”.
- Jeg er heldig at være på en stor skole og have jobbet som fuld tid, og da jeg begyndte i jobbet var der mange flere støttefunktioner i form af erfagrupper og netværksmøder end der er i dag. Derfor det her et godt værktøj for alle typer af lærepladskonsulenter – for det er her, at vi kan dele den viden, vi har samlet sammen gennem årene, siger Christina Klingenberg.
Det er især som ny i stillingen, at værktøjet har ekstra værdi.
- Det er helt klart det værktøj, jeg manglede, da jeg begyndte i stillingen for 13 år siden, siger Christel Bjerremann og fortsætter.
- Da vidste jeg kun i hovedtræk, hvad jobbet gik ud på, men med et værktøj som dette bliver det helt klart lettere at onboarde nye medarbejdere og samtidig være med til at udvikle en vidensbank, som vi løbende kan bygge videre på. Jeg har da allerede ideer til, hvad vi kan putte i en version 2.0, siger hun og nævner ny mesteruddannelse som et emne, der kunne graves dybere ned i.
Alle tre konsulenter ser frem til at andre gør brug af materialet og drager nytte af de mange gode input, der er at finde i de mange videoer, der kan ses i vilkårlig rækkefølge, følges slavisk eller man kan vælge at downloade hele materialet og se det, når man er offline.
Om uddannelsesforløbet
Uddannelsesforløbet er beregnet til at tage cirka tre timer. Inklusiv i den tid er tid til se videoer, tage quizzer og andet.
Det er firmaet CompanYoung, der har stået for den tekniske udvikling af værktøjet, som du kan finde HER. På samme side kan du også finde andre undervisningsværktøjer fra Uddannelsesnævnet. Blandt andet et undervisningsforløb om videorekruttering. Det kan du læse om HER.
Uddannelsesnævnet er allerede i gang med version 2 af læringsforløbet. Hvis du har indut til, hvad du mener, der skal være en del af det materiale, så kan du læse HER, hvordan du kommer med input.
Screenshot fra undervisningsmaterialet. Fra venstre ses: Christina Klingenberg, lærepladskonsulent på Rybners, Christian Kiersgaard, karrierekonsulent på Roskilde Handelsskole og Christel Bjerremann, elevkonsulent på Tietgen.