Hos IBC i Kolding er der gang i AMU-kurserne. Faktisk er skolen en af de få skoler, der vækster på AMU, når man ser på området for handel, administration, kontor og ledelse.
Statistikken for de seneste ti år har ikke været sjov læsning. For der har været langt mellem fremgangen på de forskellige fælles kompetencebeskrivelser (FKB) under Efteruddannelsesudvalget for Handel, Administration, Kommunikation og Ledelse (HAKL).
Men der har dog været lyspunkter.
Blandt andet i Kolding, hvor International Business College (IBC) har oplevet en god fremgang indenfor specielt kurser om ledelse og administration. Her vækstede man fra 2021 til 2022 og tendensen er forsat ind gennem 2023.
- Vi har endnu ikke tallene for andet kvartal, men umiddelbart ser vi ud til også at vækste der. Ser vi isoleret på første kvartal i 2023 i forhold til 2022, så steg vi – regnet på årselever – med 33 procent, fortæller Kirsten Jensen, direktør på IBC.
Hun ser fremgangen som et resultat af, at man hos IBC i høj grad arbejder på virksomhedernes præmisser og lytter meget til, hvad de har brug for.
- Vi har hele tiden kontakt med virksomhederne gennem vores konsulenter for at høre, hvad det er virksomhederne har brug for af os og hvilke kurser, vi skal udbyde. Samtidig er vores andel af ledige kursister mere end halveret siden 2017. Her var 45 procent af kursisterne ledige, mens det tal for 2022 var nede på 19 procent. Det fortæller mig, at vi vokser på grund af efterspørgslen fra virksomhederne, siger Kirsten Jensen, som også tror at nogle udbydere har et lidt for stort fokus på ledige.
- Og det rammer nu, hvor der stort set ikke er ledige, konstaterer hun.
Hos IBC har man også gjort det let for kursister at komme afsted med kort varsel. Det sker gennem programmet IBC 360. Med det kan man beslutte sig for at tage på kursus mandag eftermiddag og være til undervisning allerede dagen efter. Enten fysisk på en af vores afdelinger rundt omkring i regionen eller via fjernundervisning.
- Det er en mulighed, som er god til de virksomheder, der har fleksible arbejdsopgaver. Er der ikke noget i ordrebøgerne en af ugens dage, så kan man sende de ansatte på kursus og både spare lønkroner og være med til at fastholde de ansatte, fortæller Kirsten Jensen.
Netop det med at fastholde de ansatte gennem efteruddannelse ser direktøren bliver mere og mere et konkurrenceparameter for virksomhederne. Netop fordi de ansatte vil videreuddannes som en del af deres ansættelse. Hvad enten det er gennem det traditionelle AMU-system eller Indtægtsdækket Virksomhed (IDV).
- Vi har faktisk så travlt, at jeg skal bruge en del af sommeren på at finde nye ansatte, der kan træde til efter sommerferien. For selvom alle mine undervisere er fuldtidsansatte, så er de fuldt bookede hele efteråret. Men det er også fordi jeg har Danmarks bedste undervisere. Og det er ikke løgn, konstaterer Kirsten Jensen.