Ny udbyder af Tandklinikassistentuddannelsen giver nye muligheder

Tandklinikassistentuddannelsen fortsætter i Aarhus hos SOSU Østjylland. Hos FUTKA er der glæde over, at uddannelsen fortsætter i Aarhus – og formanden ser muligheder for store synergieffekter.

Et øjeblik så det ud til, at smilet om ikke forsvandt, men stivnede i Aarhus. Institut for Odontologi og Oral Sundhed (IOOS) på Aarhus Universitet valgte nemlig ikke længere at udbyde tandklinikassistentuddannelsen fra efterårssemesteret 2023.

Men Danmarks næststørste by er ikke Smilets By for ingenting. SOSU Østjylland trådte nemlig til og derfor kan man stadig uddanne sig til tandklinikassistent i Aarhus. Den 1. august i år overtog SOSU Østjylland officielt uddannelsen og de nuværende elever kan derfor fortsætte uddannelsen i byen – blot på en ny adresse i det nordlige Aarhus – ikke langt fra supersygehuset, AUH.

Hos FUTKA (Det faglige Udvalg for Erhvervsuddannelsen til Tandklinikassistent) glæder formand, Claus Agø Hansen (HK Privat) sig over, at tandklinikassistentuddannelsen stadig er at finde i Jyllands hovedstad.

- SOSU Østjylland løfter en vigtig opgave i Østjylland, hvor der er mangel på faglært arbejdskraft. For os i FUTKA ser vi frem til at få et lige så godt samarbejde med den nye udbyder som vi har med de øvrige otte skoler, der udbyder grund- og hovedforløbet, siger Claus Agø Hansen.

Han fortsætter:

- Jeg tror på, at vi, gennem SOSU Østjylland, vil se nogle helt nye synergieffekter ved at det netop er SOSU-skolen, som overtager uddannelsen i Østjylland. Tandklinikassistentuddannelsen henvender sig til meget den samme målgruppe som SOSU-uddannelsen og det bliver spændende at se, hvordan den nye udbyder kan udnytte det – til gavn for os alle, slutter Claus Agø Hansen.

Uddannelsen starter

SOSU Østjylland overtog formelt uddannelsen pr. 1. august 2023. De elever, der var i gang med uddannelsen, er kontaktet, så det kunne sikres, at de kan fortsætte deres uddannelsesforløb.

Fra januar 2024 forventes det, at de første nye elever på uddannelsens Grundforløb 2 og hovedforløb kan åbne bøgerne.

Når uddannelsen er fuldt integreret på skolen, forventes 50 elever at starte op på Grundforløb 2 og 120 elever at være i gang med uddannelsens hovedforløb hvert år.

Læs mere om tandklinikassistentuddannelsen:

Uddannelsesnævnet

blivtandklinikassistent

sosuøstjylland

tandplejeruddannelsenstockfoto