Fire AMU-kurser i Den Grundlæggende Lederuddannelse har nu prøver på engelsk.
Selvom dansk er en fantastisk sprog, kan det være svært at gå til en afsluttende prøve på dansk, hvis man endnu ikke forstår det flydende.
Som en service til de kursister, der ikke har fået dansk ind med modermælken, har HAKL (Efteruddannelsesudvalget for Handel, Administration, Kommunikation og Ledelse) fået godkendt fire engelsksprogede udgaver af de afsluttende prøver på fire forskellige AMU-kurser. Det er kurser, der er en del af Den Grundlæggende Lederuddannelse, og som ofte har deltagelse af kursister fra virksomheder med en international medarbejderstab og hvor virksomhedssproget er engelsk.
Det er KHS Kompetence i Køge, som har stået for arbejdet med at få oversat de fire kurser til engelsk, og HAKL har sørget for at STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet) har godkendt, at man fremadrettet kan afvikle prøven på de, foreløbig, fire kurser på engelsk.
Det er første gang prøver til kurser under HAKL bliver udbudt på andet end dansk.
Følgende fire kurser fås nu på engelsk:
- 49728 Ledelse og det personlige lederskab
- 49729 Kommunikation som ledelsesværktøj
- 49732 Lederens konflikthåndtering og vanskelige samtaler
- 49733 Situationsbestemt ledelse.
Alle fire kurser indgår som en del af Den Grundlæggende Lederuddannelse, der også består af kurserne Mødeledelse og Forandringsledelse.