I dag, den 3. oktober 2023, lanceres kampagnen "Styr på det? Bliv kontorelev", der skal styrke kendskabet til kontoruddannelsen og de mange karrieremuligheder, den kan føre til.
Bag kampagnen står Det faglige Udvalg for Kontoruddannelser og dermed HK, Dansk Industri, Dansk Erhverv, KL, Finansministeriet og Danske Regioner, der i 2021 besluttede at iværksætte en flerårig branding- og rekrutteringskampagne for kontoruddannelsen. Det faglige udvalg håber, at kampagnen kan være med til at tiltrække flere af de helt rigtige elever, der vil trives i uddannelsen og jobbet.
Det er bureauet Lead Agency, der gennemfører kampagnen for det faglige udvalg. Målgruppen vil møde ’Styr på det? Bliv kontorelev’ på mange platforme over en flerårig periode, og de første indsatser vil blive:
- "Styr på det? Bliv kontorelev" lanceres med hjemmesiden blivkontorelev.dk, Facebook-siden Bliv kontorelev og Instagram-profilen blivkontorelevdk.
- 29. november 2023: Kampagnen vil figurere i bybilledet. Det vil sige, at man kan støde på kampagnen i metroen, ved busstoppestedet, i centre og lignende.
- 29. november 2023: En kampagnefilm får spilletid i biografer i hele landet.
Kampagnen har fokus dels på kontoruddannelsen generelt og dels på hvert af uddannelsens seks specialer. Lige nu kan man på www.blivkontorelev.dk møde seks fine repræsentanter for specialerne, som hver især fortæller, hvorfor de valgte lige netop dét speciale
- Kian - administration
- Mathilde - offentlig administration
- Anton – spedition og shipping
- Oliver – økonomi
- Anne – revision
- Nikoline – advokatsekretær
Ledige elevstillinger
Som en del af kampagnen henvender det faglige udvalg sig også til virksomheder tilbyder, at virksomhedens elevopslag også kan indgå i kampagnen og blive vist via hjemmesidens underside ’Ledige elevstillinger’, hvor potentielle og fremtidige kontorelever kan få indblik i mulighederne og/eller finde sig en elevplads.