Tirsdag blev der uddelt priser til Årets Læreplads og Årets Innovative Læreplads. Blandt finalisterne var både Færdselsstyrelsen i Holstebro og Maxi Zoo.
De 112 år gamle, smukke omgivelser hos Dansk Arbejdsgiverforening på Vester Voldgade i København, lagde tirsdag den 7. november rammer til overrækkelse af to af årets vigtige priser i dansk erhvervsliv. Prisen som Årets Læreplads og prisen som Årets Innovative Læreplads.
Priserne uddeles af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde henholdsvis Danske Erhvervsskoler og Gymnasiser samt Tietgenfonden. I år var rekord mange virksomheder indstillet til en af de to priser og det var derfor lidt af et nåleøje, som de to gange tre finalister skulle igennem for at være med i det endelige showdown om at vinde æren.
To merkantile virksomheder var i spil til at snuppe hver deres pris. Færdselsstyrelsen i Holstebro var indstillet af deres tre kontorelever med speciale i offentlig administration og elever på Uddannelsescenter Holstebro, Louise Løvgreen Ditlevsen, Annette Pedersen og Mille Koldborg Pedersen til prisen som Årets Læreplads. Det var første gang styrelsen var nomineret til prisen men samtidig også første gang, at man har haft elever hos Færdselsstyrelsen i Holstebro, til at nominere en. (artiklen fortsætter under foto)
Maxi Zoo var indstillet af deres nyuddannede salgsassistent og elev på Aarhus Business College, Melinda Hansen for at være en innovativ læreplads. Hun er i dag butiksbestyrer i Brønderslev, hvor hun blev udlært i sommer. Det er anden gang på kun en måned, at Maxi Zoo var indstillet til en pris – sidste måned fik en elev nemlig en fagprøvepris overrakt kun få hundrede meter fra dagens festlige begivenhed. (artiklen fortsætter under foto)
Desværre blev det ”kun” til to flotte andenpladser til de to merkantile virksomheder. Men der var alligevel masser af smil og glæde hos finalisterne, der fik både diplomer og skulpturer med hjem til deres respektive virksomheder.
Vinderne af de to priser var:
Årets Læreplads: Carl Hansen & Søn
Årets Innovative Læreplads: Terma A/S
Du kan læse mere om priserne HER.