I morgen, tirsdag den 23. januar, skydes den første af årets tre Karrieredage for handelsuddannelsen i gang. Her vil mere end 2.000 unge handelselever få mulighed for at mødes med 37 forskellige lokale og landsdækkende virksomheder og måske skabe grundlaget for en fremtid sammen.
Der bliver fuld knald på, når busser fyldt med handelselever sætter kursen mod en af tre karrieredage i henholdsvis København, Aalborg og Billund. Arrangementet lægger for i Københavns Bella Center den 23. januar og drager derefter til Aalborg Kongres & Kultur Center for at gentage succesen der to dage efter – den 25. januar. Ugen efter – den 1. februar – drager virksomheder så til Billund og Legoland Conference, hvor årets sidste karrieredag afholdes med hele 900 tilmeldte elever.
Det er andet år i træk, at Det faglige Udvalg for Handelsuddannelsen afholder de tre Karrieredage.
Her vil man hjælpe med at gøre det lettere for elever at mødes med virksomheder rundt om i Danmark og der skabe et potentiale for fremtidige elevpladser og karrierer for de unge. Hvordan? Ved simpelthen at køre eleverne direkte til virksomhederne og derefter lade sød musik opstå i mødet mellem elever og erhvervsliv.
Rent praktisk bliver de hundredvis af grundforløbselever kørt i busser fra deres respektive skoler rundt om i landet og direkte til arrangementet, hvor de kan møde virksomheder fra alle brancher og måske kan det møde resultere i en aftale om et senere elevforløb. Derudover har alle de deltagende virksomheder mulighed for at præsentere sig selv, deres elevforløb og måske endda nuværende elever for de grundforløbselever, der kommer forbi de enkelte stande.
Udover selve mødet mellem virksomheder og elever bliver der også plads til en plenum-snak med en af stifterne af virksomheden SOUNDBOKS, Hjalte Wieth. Han vil give eleverne et – ifølge ham selv – ”inspirerende oplæg” om, hvordan man bygger en virksomhed op fra bunden, begår fejl og lærer af dem og til sidst ender med at stå med en virksomhed, der får nogle af verdens største elektronikvirksomheder til at udvide deres produktkatalog.
Det er Det faglige Udvalg for Handelsuddannelsen, som står bag arrangementerne, som er finansieret med AUB-midler fra Trepartsaftalen om flere lærepladser og entydigt ansvar. Initiativet bakkes op af Dansk Industri, Dansk Erhverv, HK Handel og HK Privat.