Positivlisten bliver automatiseret og grønnere

Ledige kan se frem til at finde endnu flere grønne kurser og kurser om automatisering og AI på positivlisten 2024. Der er nemlig kommet flere nyskabelser på den landsdækkende positivliste 2024 for 6 ugers jobrettet uddannelse.

Efteruddannelsesudvalget for Handel, Administration, Kommunikation og Ledelse (HAKL) har indmeldt 115 kurser og 10 vejledende, jobrettede uddannelsesforløb på den ny landsdækkende positivliste 2024, der forventes at træde i kraft den 1. marts. Du kan se oversigten HER.

Flere nye kurser i automatisering af administrative processer

Der er stigende opmærksomhed på, hvordan vi bruger vores tidsressourcer i løbet af en arbejdsdag, så medarbejdere kan optimere deres dag og dermed få tid til andre og, måske, nye opgaver i virksomheden. Derfor er der også fokus på, at ledige og medarbejdere skal have flere kompetencer i digitalisering og automatisering af administrative processer samt opgaver bredt inden for kommunikation, salg, indkøb og økonomi.

HAKL har derfor indmeldt flere nye kurser, der giver en introduktion til grundlæggende arbejde med RPA (Robot Process Automation), Machine Learning og AI (kunstig intelligens) og hvordan man gennem brug af prompts kan arbejde med AI-systemer som eksempelvis ChatGPT. Herunder hvilke etiske og datamæssige aspekter, man skal være opmærksom på.

HAKL har desuden indmeldt kurser i, hvordan man kan tage skridtet videre og gennem kortlægning og analyse af virksomhedens administrative arbejdsprocesser kan vurdere, hvor det giver bedst mening at digitalisere og automatisere arbejdsprocesser. Endelig også hvordan man selv kan udarbejde administrative robotløsninger via RPA.

Endnu mere fokus på ESG- og bæredygtighedsrapportering

Der er stadig fokus på ESG- (Environmental, Social og Governance, på dansk klima-/miljømæssige og sociale forhold samt god ledelsesskik) og bæredygtighedsrapportering, der er et af de nye vejledende, jobrettede forløb (11 dage) og blev indmeldt sidste år. Forløbet forventes at blive endnu mere efterspurgt i 2024. Det skyldes de nye lovgivningskrav og forventninger til virksomhedernes ESG- og bæredygtighedsrapportering, som virksomhederne, direkte eller indirekte, er blevet omfattet af fra første januar 2024.

Forløbet er målrettet ledige med en kontoruddannelse i økonomi eller tilsvarende erfaring, der skal deltage i virksomhedens arbejde med ESG-rapportering. De har derfor behov for viden om begreber og krav samt hvordan man i praksis kan tilrettelægge indsamling og håndtering af ikke-finansielle data i forbindelse udarbejdelse af såkaldt grønne regnskaber.

Forløbet kan tilmed nu suppleres med de nye kurser i Virksomhedens ESG-rapportering og Virksomhedens klimaregnskab, hvor der gås mere i dybden med emnerne ift. de introducerende kurser, der indgår i forløbet.

Bæredygtighed fylder mere og mere hos virksomhederne

Med de nye kurser i ESG og klimaregnskab, er der nu 14 forskellige bæredygtighedskurser på positivlisten 2024. Vi kan se på den stigende kursusaktivitet, at der er efterspørgsel efter medarbejdere med grønne kompetencer.

positivlisten2024