Ti projektansvarlige Lokale Uddannelsesudvalg på det merkantile område har fået bevilget midler fra AUB-puljen for foråret 2024. Til sammen står de for 12 projekter, der får støtte for i alt knap tre millioner kroner.
Det merkantile område havde til foråret 2024 søgt om samlet 4,1 million kroner fordelt på 16 projekter, der har til formål at styrke det lærepladsopsøgende arbejde på det merkantile område. Når regnskabet skulle gøres op, viser optællingen, at der gives tilskud for lige knap tre millioner kroner i år.
Beløbet er godt 600.000 kroner lavere end for samme periode sidste år. Men her havde de lokale uddannelsesudvalg også søgt for sammenlagt syv millioner kroner og den procentvise andel af aktiviteter, der støttes er derfor betydeligt højere i år end i 2023.
Det højeste tilskud i denne periode er på 527.000 kroner mens det laveste ligger på 88.000 kroner. De fordeles på ti uddannelsesinstitutioner – to af projekterne er dog ansøgt i fællesskab mellem det lokale uddannelsesudvalg på den formelle ansøgerskole og flere andre institutioner.
De mange ansøgninger til puljen her i foråret vidner om en stor interesse fra de lokale uddannelsesudvalg på erhvervsskolerne for at kunne opfylde målsætningerne om tidlig indgåelse af uddannelsesaftaler på GF2, som fastsat i Trepartsaftalen af 21. november 2020. Og selvom ikke alle de søgte beløb blev realiseret, kan de lokale Uddannelsesudvalg allerede gøre klar til at ansøge om støtte til flere lærepladsopsøgende aktiviteter, når AUB-puljen efteråret 2024 har ansøgningsfrist i midten af august.