En ny vejledning baseret på erfaringer fra EUC Nordvest tilbyder en systematisk metode til udvikling af det fysiske studiemiljø på kontoruddannelserne. Med fokus på elev- og brancheperspektiver sigter vejledningen mod at styrke motivation og fastholdelse af elever gennem forbedrede studiemiljøer.
Hvordan skaber man et bedre studiemiljø på kontoruddannelsen? Det satte Det faglige Udvalg for Kontoruddannelser sig for at undersøge gennem et AUB-projekt og det er netop blevet gjort med udgivelsen af en vejledning skrevet af antropolog og ph.d. Suna Christensen. Hun har undersøgt mulighederne i samarbejde med EUC Nordvest. Formålet har været at udvikle studiemiljøet for kontoreleverne, så det er med til at opbygge kontorelevernes faglige identitet - og med til at motivere og fastholde eleverne på kontoruddannelsen.
Den nye vejledning er specielt designet til ledere og undervisere på erhvervsskoler, der arbejder med at tiltrække og fastholde kontorelever. Den tilbyder praktiske råd og metoder til, hvordan man effektivt kan inddrage studiemiljøet i motivations- og fastholdelsesarbejdet. Selv om værktøjet er udviklet til kontoruddannelser, kan det dog også tilpasses andre uddannelsessammenhænge.
I de seneste år har der været stigende fokus på, hvordan studiemiljøet påvirker tiltrækningen og fastholdelsen af elever på erhvervsuddannelser. Det er blevet tydeligt, at et attraktivt og støttende studiemiljø kan spille en afgørende rolle i at sikre, at brancherne får de nødvendige medarbejdere. Men unge elever har ofte uklare uddannelsesvalg, når de starter på en erhvervsuddannelse (EUD). Derfor er det vigtigt at forstå, hvilke signaler studiemiljøet skal sende for at motivere og engagere eleverne.
Særligt for kontoruddannelserne er det en udfordring, at underviserne ofte har en anden faglig baggrund end den, eleverne sigter mod. Dette kan gøre det vanskeligt at skabe et helhedsperspektiv, der integrerer elevperspektiver og branchens identitetsskabende rammer og processer i undervisningen.
Den nye vejledning adresserer denne udfordring ved at tilbyde et værktøj, der kombinerer kompetenceudvikling med elementer af indretning og ombygning af studiemiljøet. Målet er at skabe fysiske rammer, der understøtter elevernes oplevelse af mening, tilhørsforhold, selvstændighed og mestring – essentielle faktorer for at vælge og gennemføre en kontoruddannelse.
Ved at tage udgangspunkt i elevperspektivet skabes der en fælles retning for udviklingen af studiemiljøet og dets kobling til didaktik. Dette sikrer, at eleverne får indflydelse på deres læringsmiljø, mens ledere og lærere får mulighed for at forstå og arbejde med elevernes virkelighed.
Vejledningen fremhæver vigtigheden af at inddrage elevers brancheerfaringer og forventninger i udviklingen af studiemiljøet. Gennem observationer af elevers adfærd og udsagn kan der indsamles data, der giver klare billeder af, hvordan studiemiljøet bedst kan designes og udvikles.
Man kan læse hele vejledningen ved at klikke HER.