Elever og lærlinge kan et par uger endnu - frem til den 17. september - indstille deres elev- eller læreplads til priserne; Årets Læreplads og Årets Innovative Læreplads, som uddeles til to virksomheder, som fortjener et ekstra stort skulderklap for deres indsats med at uddanne elever og lærlinge.
Sidste år var det design- og møbelvirksomhed Carl Hansen & Søn, der løb med prisen som Årets Læreplads. Lærepladsen var indstillet af de to møbelsnedkerlærlinge Asbjørn og Julie, som havde nomineret virksomheden for deres gode kollegiale fællesskab med plads til ’fagligt nørderi’ og et godt lærings- og lærlingefællesskab.
Terma A/S fik titlen som "Årets Innovative Læreplads", og var indstillet af elektronikfagteknikerlærling David, som havde mødt utrolig stor opbakning fra hans læreplads, da han opdagede en ny arbejdsmetode, der kunne spare virksomheden for en masse tid.
Nu er det så igen blevet tid til at få nye, gode historier frem i lyset om det vigtige arbejde, som virksomheder i forskellige brancher over hele landet hver dag gør for at sikre lærlinge og elever en god start på arbejdslivet.
Lærlinge og elever, der er rigtig glade for den indsats deres arbejdsplads gør i deres oplæringsforløb, kan indstille deres læreplads til den ene eller til begge priser, så vi kan give lærepladserne det skulderklap, de fortjener. Fristen for at indstille er den 17. september, og man indstiller sin læreplads på aaretslaereplads.dk.
Vinderne af Årets Læreplads 2024 og Årets Innovative Læreplads 2024 bliver kåret den 5. november 2024 i København. Priserne uddeles af Danske Erhvervsskoler og - Gymnasier og Fonden for Entreprenørskab.
i 2023 var det tætteste det merkantile kom på en pris, som Færdelsstyrelsen i Holstebro fik. Færdelsstyrelsen var nomineret for første gang. Det var dog også første gang, man havde elever, der kunne indstille til en pris. I år har de muligheden igen.