Efter en lang og intens finaledag på Kosmopol i København blev det Team Bestseller, der trak det længste stå og dermed skal repræsentere Danmark ved EuroSkills næste år i Herning.
Syv hold. Syv forskellige måder at tilgå en opgave på. Men til sidst kun én vinder.
Det faglige Udvalg for Handelsuddannelsen afholdt fredag den 20. september kvalifikationskonkurrence for at finde de to unge danske handelselever, som skal tage den røde nationaldragt på og repræsentere Danmark ved næste års udgave af EuroSkills. Vinderholdet kommer fra Bestseller og består af Iben Lang Nielsen og William Ulsted Hesel Jensen – nærmere betegnet Team Bestseller.
Læs mere under billedet:
De vandt foran seks andre hold fra vidt forskellige brancher, der alle skulle prøve kræfter med en relancerering af det fiktive juice-brand, Gorilla Juice. Her formåede de to vindere at imponere dommerne med en præsentation, der både i indhold og præsentation var den bedste.
- I viste en faglig tyngde, der beviste at for den velforberedte er en eksamen en fest. I kunne svare på alle spørgsmålene fra os dommere og som nogle af de eneste havde I fokus på hvordan jeres konkurrenter indenfor juice-markedet er. Alt i alt en opgave, som gør, at jeg tror på guld til Danmark ved EuroSkills, sagde Michael Jeppesen, CEO for Must, og en af de fire dommere.
Selve annonceringen af vinderne blev foretaget af erhvervsminister, Morten Bødskov, som brugte fem minutter på at fortælle de mange fremmødte, hvor vigtig handel er for Danmark som nation.
- Det er godt, at handel er med som konkurrencefag. Og det er jo passende, når vi ser på at Danmark er en handelsnation. Det er hvad der har skabt det samfund, vi lever i og derfor er det også ufattelig flot og vigtigt, at I gider bruge dagen – og tiden op til på at deltage i det den her konkurrence. For konkurrence bliver der mere og mere af ude i verden – ligesom der bliver sat flere barrierer op for at man kan handle frit. Derfor er det vigtigt at være innovativ og være den bedste, sagde Morten Bødskov inden han erklærede Team Bestseller for vindere.
De to unge vindere var selv noget overraskede over, at det var netop dem, som endte med at løbe af med sejren.
- Jeg havde slet ikke troet på det. Der var så mange andre gode løsninger på opgaven. Men hvor er det dejligt, når man har lagt så mange timer i noget, vi så vinder, siger Iben Lang Nielsen.
Det samme siger hendes holdkammerat, William Ulsted Hesel Jensen.
- Vi har brugt mange timer sammen for at løse opgaven. Næsten hver eftermiddag og så har vi også brugt tid hver for sig, siger han.
De to har fået masser af opbakning fra deres kollegaer hos Bestseller ligesom de har fået god støtte fra deres lærere på Viden Djurs.
- Vi har brugt vores kollegaer til mange af de praktiske ting, og også øvet vores præsentation foran dem flere gange. Og så har vi hentet meget hjælp til analyser og teorier fra Kasper Laursen og Pia Grønvang fra Viden Djurs, fortæller de to vindere.
Nu venter en endnu hårdere opgave for de to vindere fra Team Bestseller. Med sejren i dag skal de nemlig repræsentere Danmark ved EuroSkills i Herning til september næste år. Frem mod det skal de også deltage i tre landsholdssamlinger med det danske skillslandshold ligesom de skal passe deres uddannelse som handelselever.
14 deltagere og erhvervsminister, Morten Bødskov i midten, flankeret af Michael Boas fra DI (TV) og dagens vært Josefine Høegh og Daniel Lühr-Andersen, HK Handel, (TH).
Om konkurrencen:
Ved EuroSkills-konkurrencen udvælges et hold bestående af to unge handelstalenter, der skal repræsentere Danmark ved EuroSkills, der i 2025 afholdes i Herning til september. Alle hold er indstillet af deres skole i samarbejde med den virksomhed, hvor de får deres uddannelse. Her var i alt 11 handelsvirksomheder inden for alt fra trælast til modebranchen repræsenteret ved kvalifikationskonkurrencen, der fandt sted i Kosmopol i Fiolstræde, København.
Dommerne ved konkurrencen var:
Arendse Baggesen, Iværksætter og grundlægger af designvirksomheden, SMALLrevolution. Lotte Engbæk Larsen, Branchedirektør for Handel, Dansk Erhverv. Marie Asmussen, Seniorchefkonsulent, DI Handel. Michael Jeppesen, CEO, MUST