Elev satte pris på den grønne omstilling. Nu får han pris for sin opgave.

Den grønne omstilling har en pris. Hos Rygaard Transport & Logistic i Grenå satte kontorelev med speciale i spedition og shipping, Ali Halilovic, sig for at beregne, hvad nye afgifter ville koste virksomheden – og om et skifte til elektriske lastbiler kunne betale sig. Den opgave får han nu en pris for.

De færreste danskere går nok og tænker på spedition og shipping, når snakken falder på grøn omstilling. Eller at en opgave om vejafgifter kunne ende med at give en pris på 30.000 kroner. Men da Ali Halilovic skulle lave sin afsluttende fagprøve på kontoruddannelsen med speciale i spedition og shipping, var den grønne omstilling det eneste, der fyldte. Han ville nemlig undersøge, hvilken påvirkning det ville få for virksomhedens lønsomheden, når nye kørselsafgifter næste år rammer speditionsbranchen. Samtidig så han på om den nuværende generation af elektriske lastbiler ville kunne erstatte de dieseldrevne, modeller virksomheden bruger i dag.

Et højaktuelt emne, som mange lignende virksomheder bruger tid på at undersøge i disse tider.

Den gennemarbejdede opgave gav ikke bare Ali Halilovic en topkarakter ved den afsluttende eksamen. Men den giver ham nu også Dansk Industri og HK Privats fagprøvepris 2024 til kontorelever med hans speciale. Prisen på 30.000 kroner blev overrakt til ham under en ceremoni på virksomheden Rygaard Transport & Logistic i Grenå tidligere i dag.
Sammen med prisen til Ali Halilovic følger også en anerkendelse til virksomheden, der bliver udnævnt til årets uddannelsessted 2024 og derfor modtager en plakette i sterlingsølv, som et håndgribeligt bevis på bedriften.

- Hvad koster den grønne omstilling? Det bliver tit uhåndgribeligt, når politikere og interesseorganisationer taler om tal, der ofte har virkelig mange nuller i sig. For den enkelte virksomhed er virkeligheden dog en anden. Her kan en grøn afgift være forskellen på sorte eller røde tal i bogen. Ali Halilovic har grundigt indarbejdet prisen for den kommende vejafgift og afvejet fordele og ulemper ved at vælge elektrisk fremfor diesel. Han er kommet frem til, at med den nuværende elektriske lastbilsteknologi, vil omkostningerne for virksomheden være for store. Det er et rigtig godt arbejde, der konkretiserer de omkostninger politiske valg har for den enkelte virksomhed. Og det skal belønnes med prisen som årets fagprøvepris, siger vicedirektør hos Dansk Industri, Signe Tychsen Philip.

Hos HK Privat er man også glade for at kunne give prisen til Ali Halilovic for den grundige opgave. For som Simon Tøgern, seniorkonsulent hos HK Privat, siger:

- Det er en virkelig beundringsværdig opgave, som fortjener et 13-tal på 12-skalaen. Fremtiden er i gode hænder, når elever som Ali vælger at kaste deres talent og opdaterede viden ind i en vurdering af en virksomheds udfordringer. Han har kastet sig over et emne, som på ingen måde er til at komme udenom, men hvor der er brug for grundig analyse, inden beslutningerne tages. Her har han med sin indsats bevist, at det kan være en gave for en virksomhed, at der bliver set på udfordringer med nye øjne og stor energi. Samtidig har Ali været så heldig at være i en virksomhed, der har givet ham opbakning og plads til at lave en så stærk opgave, og det er også en pris værd. Derfor er det en glæde at kunne give prisen for årets uddannelsessted til virksomheden Rygaard Transport & Logistic, siger Simon Tøgern.

Prisen til den tidligere elev og virksomheden selv varmer hos Rygaard Transport & Logistic i Grenå, hvor Henrik Rygaard er stolt på sin tidligere elev og egne vegne.

- Ali har været engageret og nysgerrig på alle jobbets facetter lige siden han første gang satte fødderne på virksomhedens gulv, og vi er utroligt glade for, at han har valgt at fortsætte sin karriere hos os efter hans læretid blev afsluttet med denne her flotte fagprøve. Vi er beærede over, at sådan en flot pris kan finde vej til os og tager alt det, vi ved, med ind i uddannelsen af den næste elev, som – forhåbentlig – kan klare det lige så godt som Ali har gjort det, siger Henrik Rygaard, medejer hos Rygaard Transport & Logistic.

Dansk Industri og HK Privat uddeler fagprøveprisen for Kontoruddannelsen på 30.000 kroner til elever, der har bestået fagprøven på Kontoruddannelsen med speciale i spedition og shipping med et originalt og flot resultat. Formålet med fagprøveprisen er at gøre opmærksom på de mange muligheder på Kontoruddannelsen og inspirere elever til at præstere noget særligt, som har betydning for virksomheden, erhvervet og branchen.

fagproeveprisrygaard

Så glad ser man ud, når man lige har fået 30.000 kroner for sin fagprøvepris. Tv. vicedirektør hos Dansk Industri, Signe Tychsen Philip, midten - prisvinder Ali Halilovic, th. Simon Tøgern, seniorkonsulent hos HK Privat. Foto: Anni Norddahl.