Detailhandelsuddannelsen løfter

I 2017 fortsætter arbejdet med det dobbelte kompetenceløft: Løft af ufaglærte til faglærte i detailhandelsbranchen og uddannelse af talenterne.

 

For salgsassistentelever, der efterlyser flere faglige udfordringer, er der mulighed for – i samarbejde med virksomheden -  at tilmelde sig undervisningen i talentspor. På den måde kan elevens uddannelse få et løft, og når udvalgte specialefag tages på et højere niveau er det muligt at gå til eksamen i fag på akademiuddannelsen.

Det faglige løft målrettet de ufaglærte i branchen består af to veje til at opnå faglært status på relativt kort tid. Enten via erhvervsuddannelsen eller via kurser i AMU-regi, som det bedst passer til virksomheden og deres medarbejder. Opkvalificeringsmuligheder forbedres i 2017 væsentligt, idet meget at uddannelsen er tilpasset digital læring.

Over hele landet er det nu muligt at efteruddannelse i form af AMU-kurser kan foregå som digital læring, f.eks. kombineret med fjernundervisning. Hovedparten af AMU kurser målrettet detailbranchen er nemlig tilpasset til digital læring, for særligt at imødese efteruddannelsesbehov i mindre og mellemstore virksomheder. Igennem den digitale læring kan der skabes større fleksibilitet, både i forhold til den tidsmæssige placering og i forhold til hvor undervisningen gennemføres. 21 skoler over hele landet er parat til at tage imod kursister i foråret 2017.

De kommende detailhandelstalenter mødes allerede i januar 2017 i forbindelse med DM i Skills i Aalborg, hvor grundforløbselever fra hele 10 skoler skal konkurrere om mesterskabet i detailhandel.

Ved siden af konkurrence for de kommende salgsassistentelever, så afholdes der også DM for blomsterdekoratørelever, der traditionen tro deltager i hovedkonkurrencen.

Omkring 3.800 elever går årligt i gang med Detailhandelsuddannelsen og der er mulighed for at tage uddannelsen på 25 skoler fordelt på samtlige regioner. Samtlige handelsskoler i Danmark udbyder grundforløbet indenfor detailhandel.

Læs mere om uddannelsen og oplæringen i virksomheden på Uddannelsesnævnets hjemmeside. 

I forbindelse med den igangværende europæiske uge for erhvervsuddannelser (5.-9.12), sætter Uddannelsesnævnet fokus på de erhvervsuddannelser, som de faglige udvalg i Uddannelsesnævnet har udviklingsansvaret for.