Forældre ved alt for lidt om erhvervsuddannelserne – og derfor fortsætter flertallet af unge med at vælge en gymnasial uddannelse.
Derfor skydes en kampagne i gang netop nu for at klæde forældre bedre på til at tale om uddannelse med deres børn. For arbejdsgiverne skriger på flere faglærte.
I 2016 har et stort flertal af eleverne fra 9. og 10. klasse (74 %) valgt en gymnasial uddannelse som første prioritet, mens kun 18 % har valgt en erhvervsuddannelse. Dette står i skærende kontrast til, at fremskrivninger fra DI og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at vi kommer til at mangle helt op mod 70.000 faglærte i 2025.
En ny undersøgelse, som mediebureauet IUM og IPG Mediabrands har lavet for Den Regionale Ungeenhed viser, at tre ud af fire af de forældre, der har børn mellem 14 og 23 år, vil råde eller har allerede rådet deres børn til at tage en gymnasial uddannelse. Det gør de, selv om hver femte ikke føler sig klædt på til opgaven med at vejlede deres børn i valg af ungdomsuddannelse. Derudover ligger EUX og erhvervsuddannelserne i toppen af listen over de ungdomsuddannelser, forældrene ved mindst om.
Derfor lancerer Den Regionale Ungeenhed sammen med de fem regioner og en lang række samarbejdspartnere – som Danske Erhvervsskoler, KL, DA, LO, HK og Hands On - kampagnen Ditbarnsfremtid.dk.
Kampagnen skal med film, annoncer og et kampagnesite gøre forældrene nysgerrige på erhvervsuddannelserne og give dem ammunition til uddannelsessnakken med deres børn.