
Blomster(blad)guld
For den gængse dansker er koblingen mellem blomsterdekoratør og detailhandel nok ikke det første, der kommer op. Men faktum er, at specialet blomsterdekoratør er en del af detailhandelsuddannelsen og at det dermed var netop den, der hentede det eneste guld til Danmark under EuroSkills i Herning.
Louise Søltoft Pedersen, der er uddannet hos Bering House of Flowers i København og Roskilde Tekniske Skole samt Roskilde Handelsskole imponerede dommerne med arbejdet med de delikate produkter. Alt sammen mens hun ofte havde flokke af nysgerrige tilskuere og mindst lige så mange kameraer på sig.
Ingen vinder dog alene. Og bag den danske guldvinder står et hav af mennesker, der har delt ud af viden, støttet og været der i medgang og modgang. Det gælder især hendes læreplads, Bering House of Flowers i København og hendes træner Vivian Ullitz fra Roskilde Tekniske Skole. Tillykke til dem - og tak for den enorme indsats.
Der skal også lyde en stor cadeau til Betina Fravsbøl fra Aarhus Business College for et stort arbejde med at få konkurrencestanden til at køre som Workshop Manager.
Det er Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelsen, som har bakket op om konkurrencen blandt andet med midler.
Vi har samlet nogle af de bedste fotos fra konkurrencen samt præmieoverrækkelsen herunder. Fotos: Lasse Skov, Anders Wiuff, Lisbeth Holten (WorldSkillsEurope) og Anni Norddahl.











