Hvordan skaber man bedre rammer for elever, der kæmper med koncentrationsbesvær, ordblindhed eller andre faglige udfordringer? Det har været omdrejningspunktet for et AUB-projekt hos Aalborg Handelsskole, som har arbejdet på at skabe mere sammenhæng i indsatsen omkring den enkelte elev.

Projektet har resulteret i en fælles digital ressourceportal på skolens læringsplatform. Her kan elever, undervisere og SPS-medarbejdere finde viden, materialer og konkrete værktøjer til at håndtere udfordringer i undervisningen. Portalen fungerer desuden som et introduktionsredskab for nye medarbejdere.

Sideløbende er der udviklet en analog værktøjskasse med fysiske materialer som sanseredskaber, dialogkort og øvelser, der kan anvendes fleksibelt i klasselokalet.

For at styrke den sociale trivsel uden for undervisningen og skabe alternativer til mobiltelefonerne er der desuden indkøbt spil og bolde til pauserne. Erfaringerne viser, at disse aktiviteter har bidraget til at opbygge nye relationer på tværs af klasser. Kombinationen af de digitale og analoge redskaber har ifølge rapporteringen sikret et bedre overblik og et stærkere studiemiljø på kontoruddannelsen.

Skolen er allerede gået i gang med at videreudvikle portalen, så den kan støtte både læresteder og elever, når eleverne fortsætter på hovedforløbet.

Ressourceportal har allerede fået en langt større rolle end den oprindelig var tiltænkt, og det er en portal, vi kommer til at arbejde meget mere med fremover. Udover at understøtte den enkelte elev har værktøjerne været med til at skabe gode relationer mellem eleverne og dermed øge hele klassens faglige trivsel og fastholdelse.
Aalborg Handelsskole