Torsdag den 20. marts kan man finde eventkoordinatoruddannelsen på dette års store eventmesse, Optimeet 2025 i Bella Centeret.

Når Optimeet-messen løber af stablen nu på torsdag i Bella Center, vil eventkoordinatoruddannelsen igen være at finde blandt udstillerne. Formålet med deltagelsen er at skabe kontakt til virksomheder, der kunne have interesse i at have en eventkoordinatorelev i deres organisation.

Det er anden gang, at eventkoordinatoruddannelsen er repræsenteret på messen. Sidste år deltog man også, dengang i Forum, København, og erfaringerne herfra var så positive, at man nu gentager succesen.


Optimeet-messen er Skandinaviens største og mest betydningsfulde messe for professionelle inden for møde-, konference- og eventbranchen. Messen samler hvert år en lang række møde- og eventindkøbere samt udstillere, der præsenterer de nyeste trends og løsninger inden for feltet. I år finder messen sted i Bella Arena i Bella Center, hvor de større rammer giver plads til endnu flere udstillere og en endnu rigere oplevelse for de besøgende.


Med fokus på innovation og bæredygtighed er Optimeet-messen en oplagt mulighed for eventkoordinatoruddannelsen til at vise sig frem og skabe relationer til virksomheder, der søger dygtige eventkoordinatorelever. Besøgende vil have mulighed for at møde repræsentanter fra uddannelsen og få mere information om, hvordan et samarbejde kan se ud.


Optimeet-messen finder sted torsdag i Bella Center, København, Eventkoordinatoruddannelsen er på standnummer 242

Eventkoordinatoruddannelsen på messe i Bella Centeret