
Fodfæste og fremgang – hæder til Rasmus og Eventyrsport Vejle
- 7. nov 2025
- Erhvervsuddannelse
- Detailhandelsuddannelsen
Hos Eventyrsport Vejle ved man, at salg handler om mere end tilbud og kampagner. Det handler om at kende sine produkter – og sine kunder.
Det har butikseleven Rasmus Breth Koefoed bevist med sin fagprøve, hvor han satte fokus på outdoor-brandet Hanwag og viste, hvordan ægte produktkendskab, engagerede kolleger og god formidling kan flytte både varer og mennesker.
- Det er tydeligt, at Rasmus har haft friheden til at bruge sin faglighed og tage initiativ – og det er lige præcis dér, læring for alvor bliver til værdi for virksomheden. Eventyrsport har givet plads, tillid og opbakning, og resultatet taler for sig selv: en fagprøve, der både skaber bedre resultater og stærkere sammenhæng i butikken. Det er et skoleeksempel på, hvordan virksomheder kan vinde på at give elever rum til at udforske deres idéer, siger Maj Svolgaard, seniorchefkonsulent i DI – Dansk Industri.
Rasmus’ fagprøve tog udgangspunkt i en kampagne for Hanwag-vandrestøvler, hvor målet var at forøge salget med 100 procent og samtidig skabe større opmærksomhed om mærkets bæredygtige produktion.
Kampagnen kombinerede vinduesudstillinger, personaleoplæring, en kundekonkurrence og et event med leverandøren, hvor kunderne kunne få plejet og vokset deres støvler i butikken.
Indsatsen gav synlige resultater: Salget af fodtøj steg med 50 procent, mens salget af tilbehør voksede med 55 procent.
Samtidig oplevede butikken øget kundetilfredshed og et stærkere sammenhold i personalegruppen.
- Rasmus er et godt eksempel på, hvordan en fagprøve kan løfte hele butikken – ikke bare salget. Han har arbejdet målrettet og kreativt med at koble produktviden, visuel præsentation og kundeoplevelse, så resultatet både styrker omsætningen og arbejdsglæden. Det er lige præcis den form for faglighed og engagement, vi i HK Handel gerne vil præmiere. Rasmus viser, hvordan en elev kan gøre en reel forskel for virksomheden, og derfor er han et forbillede for andre unge i detailhandlen, siger Hanne K. Mathiasen formand i HK Handel Sydjylland.
Hos Eventyrsport Vejle vækker prisen både glæde og stolthed.
- Jeg er enormt stolt over, at Eventyrsport er blevet kåret som Årets Læreplads, og at Rasmus har modtaget prisen for Årets Fagprøve. Han har gennem hele elevforløbet vist et imponerende engagement, altid med et smil og en energi, der smitter både kolleger og kunder. Den måde, Rasmus tænker helheder og skaber værdi i butikken på, er et godt billede på, hvad vi som virksomhed gerne vil stå for. Derfor betyder prisen også meget som anerkendelse af det arbejde, vi lægger i at udvikle egne talenter og gøre detailbranchen til et spændende sted at arbejde, siger Emil Holtet Søgaard, retailchef Eventyrsport.


Repræsentant for DI - Dansk Industri, Maj Svolgaard, seniorchefkonsulent, Emil Holtet Søgaard, retailchef Eventyrsport, med sølvplaketten, der signalerer at virksomheden har vundet prisen som Danmarks bedste lærested indenfor handelsuddannelsen. Vinder Rasmus Breth Koefoed flankeret af formand i HK Handel Sydjylland Hanne K. Mathiasen.