
Jeg tager Kleenex med. Dommer klar til EuroSkills i Herning
Pia Grønvang Stilling må ikke tale til Iben Lang Nielsen og William Ulsted Hesel Jensen – de to danske deltagere ved Entrepreneurship and Business Development – konkurrencen for handelsuddannelsen – mens de konkurrerer. Men hvis hun kunne hviske noget til dem undervejs, så vil det være at de skal huske rødderne.
- Det er noget, vi har talt meget om; især når de kommer under pres og oplever, at et andet hold måske kommer med 180 i timen eller siger nogle ting, som de ikke selv har tænkt på. Så skal de huske at vende tilbage til rødderne – være grounded og minde hinanden om, at de har styr på tingene, fortæller Pia Grønvang Stilling efter at have sluppet de to danske kombattanter, så de kan nå at få ro på inden konkurrencen for alvor, begynder onsdag den 10. september ved EuroSkills i Herning.
Når konkurrencen går i gang, kulminerer mere end et års arbejde også for Pia Grønvang Stilling, der har været med på sidelinjen siden før de to elever fra Bestseller vandt kvalifikationskonkurrencen i København i september 2024. Som underviser på Viden Djurs med særlig kontakt til Bestseller, har hun nemlig været en del af holdet siden det blev undfanget. Og nu skal hun så fungere som dommer ved EuroSkills og her dømme de ti andre hold for deres præstation ved EuroSkills. Som dommer får man altså ikke lov til at dømme sit eget lands præstation.
Det betyder intense timer i Herning Messeecenter, hvor der ikke er meget tid til andet end at bedømme elevernes præstationer, når de undervejs skal fremlægge for dommerne. Her bliver der, i modsætning til udtagelseskonkurrencen, næppe plads til at dommerne kan stille uddybende spørgsmål. Noget, som passer Pia Grønvang Stilling ganske godt.
- Der er et stort tidspres, når eleverne skal præsentere. Vi har måske halvanden time til at se 11 hold – plus der skal skiftes mellem hver præsentation. Det efterlader ikke meget tid til spørgsmål og da EuroSkills har stort fokus på fairness, vil det kræve, at vi stiller lige mange eller det samme spørgsmål til alle hold, siger hun.
Det er nyt for Handelsuddannelsen at stille op til konkurrencen ved EuroSkills. Faktisk er det kun anden gang, at faget er med som konkurrencefag. Men handel er også et svært fag at konkurrere i.
- For hvordan måler man om en SWOT-analyse er korrekt, spørger Pia Grønvang Stilling og fortsætter.
- Handel er en mere teoretisk opgave end eksempelvis en snedker, hvor man fysisk kan gå ind og måle om kravene er overholdt. Men færdighederne er de samme. Enten kan eleverne deres teori og kan præsentere den i praksis eller også kan de ikke, siger hun.
Derfor har dommerne også mulighed for at give point fra nul til tre for alle de elementer, der skal bedømmes.
- Hvis vi taler om eksempelvis målgrupper. Nævner eleverne dem ikke, får de nul point. Hvis de nævner dem, får de et point. Kan de argumentere og begrunde målgruppevalget, får de to, og hvis de så kan underbygge det med data, får de tre point. Så selvom det er en teoretisk øvelse, er elementerne de samme som man ville bruge i virkeligheden til at udvikle en forretningside, fortæller Pia Grønvang Stilling.
Som hovedforløbsunderviser i handel på Viden Djurs har Pia Grønvang Stilling haft virkelig mange elever gennem forløb. Men i og med, at hun også har været en del af det hold, som har trænet Iben Lang Nielsen og William Ulsted Hesel Jensen frem til EuroSkills, så må hun sige, at netop de to er kommet meget tæt på.
- Vi har et lille trekløver og hvis de ender med at hive en af udmærkelserne frem, når konkurrencen er slut, så skal jeg helt sikkert have mine kleenex frem, griner hun og fortsætter.
- Der er lagt et kæmpe arbejde i at forberede holdet på konkurrencen. Ikke kun fra Iben og William, men af alle dem rundt om dem – hvad enten der er fra Bestseller, Viden Djurs eller andre, så har det været en fed rejse for dem. Og for mig.
Hendes arbejdsnorm har været lagt om hen over det forløbne år og når konkurrencen er ovre, kan hun vende tilbage til en normal arbejdsdag. Men først skal EuroSkills lige løbes af stablen.
- Jeg glæder mig til at se Iben og William – og alle de andre – præsentere. Men også hele det kæmpe setup, der er sat i gang med EuroSkills. Når man har været til DM i Skills og set, hvor stort det hele er, så glæder jeg mig til at opleve det hele i endnu større skala, slutter Pia Grønvang Stilling.
