Kursen er sat for fremtidens offentlige administration

Hvordan ser hverdagen ud for en kontorelev i stat, region eller kommune om fem år? Det var det centrale spørgsmål, da Områdeudvalget for Kontoruddannelser til den Offentlige Forvaltning (OmKOF) for nylig mødtes til strategiseminar.

Verden ændrer sig, og det gør den offentlige sektor også. Digitalisering, kunstig intelligens og skærpede krav til cybersikkerhed er ikke længere fremtidsscenarier, men præmisser for det daglige arbejde. For OmKOF handler det om at sikre, at kontoruddannelsen med speciale i offentlig administration følger med – og helst er et skridt foran.

Formålet med seminaret var at kvalificere og justere strategien for perioden 2027-2028. Det er her, de store linjer bliver tegnet for, hvilke kompetencer fremtidens administrative medarbejdere skal besidde for at understøtte velfærden og den borgerrettede service bedst muligt.

Der blev dykket ned i den digitale transformation og de krav, det stiller til uddannelsen, når AI begynder at påvirke opgavesammensætningen i forvaltningen. Samtidig fyldte behovet for digital robusthed en væsentlig del af drøftelserne, da cybersikkerhed er blevet en uundgåelig del af hverdagen for alle led i organisationen pga. et øget trusselsbillede.

Seminariet bekræftede en stærk fælles ambition hos udvalgets parter om at værne om uddannelsens kvalitet og relevans. Det handler om at skabe en uddannelse, der ikke blot er teoretisk og praktisk velfunderet, men som i høj grad matcher de strategiske behov, man møder ude i kommunerne, regionerne og staten.

Udover det faglige indhold blev der også set på de overordnede indsatser for rekruttering og branding. Det er afgørende for sektoren, at de offentlige specialer fortsat kan tiltrække dygtige elever. Det seje træk i maskinrummet fortsætter nu, hvor dagens drøftelser skal omsættes til konkrete indsatser, der sikrer, at kontoruddannelsen forbliver en aktiv og værdiskabende karrierevej for både elever og arbejdspladser.

Gennem dagen var der blandt andet oplæg fra KL og Københavns Kommune om eksempelvis trusselsbilledet og brugen af AI i forskellige offentlige opgaver.