• 3. sep 2026

Godkendte kursusudbydere på HAKLs område – Handel, Administration, Kommunikation og Ledelse, der mangler midler til investering i digitalt læringsudstyr – herunder avanceret læringsteknologi, skal se med her.

STUK har nemlig åbnet anden runde af en pulje til investering i netop det område. Men der er ikke længe til deadline for at få del i de 14,15 millioner kroner, der er i spil. Dog skal ansøgere være opmærksom på, at investeringen skal være aftalt med et efteruddannelsesudvalg – det vil være HAKL for dem, som udbyder kurser indenfor handel, administration, kommunikation og ledelse.

Puljen, der administreres af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), stammer fra trepartsaftalen om langsigtede investeringer i voksen-, efter og videreuddannelse fra 2023. Formålet er at styrke kvaliteten og relevansen af arbejdsmarkedsuddannelserne gennem øget digitalisering. Den første pulje blev uddelt i 2024 og 2025 og nu er den sidste tredjedel af midlerne klar til at blive fordelt.
Midlerne kan i begrænset omfang bruges til træning i den nye teknologi, men skal primært bruges til anskaffelsen af den.

Der er dog ét krav, det er vigtigt at få styr på inden man ansøger. Alle investeringer, der søges midler til skal gennemføres med inddragelse af mindst et efteruddannelsesudvalg. Samarbejdet skal være aftalt allerede inden ansøgningen sendes, og der skal vedlægges en skriftlig, underskrevet tilkendegivelse om det. Ingen aftale betyder ingen godkendelse.

Derfor: Er man kursusudbyder og overvejer at søge, skal I kontakt HAKL. I ansøgningen skal det desuden beskrives, hvilken eller hvilke arbejdsmarkedsuddannelser udstyret eller teknologien skal bruges til. Samt hvordan den konkret skal indgå i undervisningen, herunder hvilket formål, det skal fremme.

Efter tilskuddet er modtaget følger der endnu en forpligtigelse med. Kursusudbyderen skal drive og videreføre udstyret og teknologien i hele dets levetid – også efter tilskudsperioden er slut – og sikre, at den viden, der opbygges undervejs, ikke forsvinder med den enkelte underviser. Udstyres skal desuden, hvis det er praktisk muligt, stilles til rådighed for andre udbydere af arbejdsmarkedsuddannelser uden brugerbetaling.

HAKL har allerede erfaring med puljen. I første runde støttede man flere udbyderes ansøgninger.

Vil du vide mere?

Fakta om puljen

     Ansøgningsfrist: fredag den 18. september 2026 kl. 13.00

     14,15 mio. kr. til fordeling i denne runde

     Administreres af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK)

     Fuld vejledning: vejledning om puljen (uvm.dk)

Har I spørgsmål til samarbejdet med HAKL, eller overvejer I at ansøge? Kontakt Susanne Clemensen – gerne så tidligt som muligt i processen.