To danmarksmestre i blomsterdekoratør

En menneskelig fejl i pointoptællingen betød, at den Louise Kej Eskesen ikke kom på scenen for at blive hyldet for sin guldvindende præstation ved DM i Skills for blomsterdekoratører. Den fejl retter Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelsen nu op på.

Det burde ikke kunne ske, men det skete alligevel. Da dommerne ved blomsterdekoratørkonkurrencen i ved DM i Skills i Hjørring skulle lægge pointene sammen efter tre dages intens konkurrence, blev nogle af Louise Kej Eskesens point overskrevet ved en fejl. Det placerede hende på en tredjeplads, selvom hendes præstation rettelig rakte til guld.

Som konsekvens heraf modtager Louise Kej Eskesen fra Odense sin velfortjente guldmedalje på linje med Ida Marie Jannerup, der blev hyldet for sin ligeledes velfortjente indsats på scenen i Hjørring.

Hos De faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelsen beklager formandskabet, Susanne Ottesen (HK Handel) og Claus Rosenkrands Olsen (Dansk Erhverv), situationen i en fælles udtalelse:

– Det er en ulykkelig fejl for alle involverede – ikke mindst for Louise, som ikke oplevede at blive hyldet ved DM i Skills. Det retter vi nu op på ved at sørge for, at Louise også modtager sin velfortjente og hårdt tilkæmpede guldmedalje, så de to nu deler titlen som Danmarks bedste blomsterdekoratør.

Formandskabet lægger ikke skjul på, at fejlen vejer tungt hos de ansvarlige.

– Vi beklager meget, at Louise ikke fik mulighed for at modtage sin hyldest på scenen foran den fyldte sal. Vi kan ikke give hende den oplevelse tilbage, men vi gør nu alt, hvad vi kan, for at rette op på tingene over for både eleverne og deres virksomheder.

Som direkte konsekvens af fejlen vil udvalget nu gennemgå procedurerne for pointgivning sammen med de faglige skoler. Det skal sikre, at procedurerne er robuste nok til, at en lignende fejl ikke kan gentage sig.