
Chatbot hjælper lærepladskonsulenter i hverdagen
- 28. okt 2025
- Rådgivning
- Erhvervsuddannelse
- Kontoruddannelsen
- Handelsuddannelsen
- Detailhandelsuddannelsen
- Kunstig Intelligens (AI)
- Tandklinikassistentuddannelsen
- Fitness- og træneruddannelsen
- Eventkoordinatoruddannelsen
Et nyt digitalt værktøj gør det nemmere at finde svar på spørgsmål om lærepladskonsulenternes arbejde.
Når man står midt i en virksomhedssamtale og skal forklare forskellen mellem ordinære uddannelsesaftaler og delaftaler, kan det være rart med et sted at gå hen med sine spørgsmål.
Det sted findes nu. På LUP-uddannelsesnævnet.dk er der nemlig kommet en chatbot, som på et øjeblik kan hjælpe lærepladskonsulenter med at blive klogere på det lærepladsunderstøttende arbejde.
Chatbotten er udviklet som et støtteværktøj til de konsulenter, der i hverdagen arbejder med at vejlede virksomheder og elever om lærepladser. Den kan bruges som en hurtig genvej til regler, forklaringer og praksisnære råd – uanset om man arbejder fuld tid som konsulent eller kun har funktionen som en mindre del af sin opgaveportefølje.
Chatbotten bygger sin viden på indholdet i de digitale læringsforløb, der blev lanceret i 2023, og på den særlige sektion for skoler på https://www.uddannelsesnaevnet.dk/for-skoler/eud og formålet med chatbotten er af gøre de mange informationer mere tilgængelige.
De digitale læringsforløb ”Det lærepladsopsøgende arbejde” er rettet mod nye lærepladskonsulenter, der har behov for introduktion til de merkantile uddannelsers struktur, AUB-støtteregler, skoleoplæring, gode metoder i det lærepladsunderstøttende arbejde mv. Hvor videoerne i de digitale læringsforløb giver overblik inden for en række prioriterede emner, fungerer chatbotten som et dialogbaseret opslagsværk, man kan spørge direkte:
- Jeg skal arrangere en messe for vores læresteder og elever, hvordan gør jeg det?
- Hvordan håndterer jeg en elev, der har mistet sin læreplads?
Chatbotten er stadig under udvikling og bliver løbende opdateret, efterhånden som brugerne stiller spørgsmål og giver feedback. På den måde bliver den hele tiden klogere og mere relevant for lærepladskonsulenternes hverdag.
Chatbotten er klar til at hjælpe døgnet rundt.


