
Glædelig jul fra Uddannelsesnævnet - 2025
- 17. dec 2025
- Erhvervsuddannelse
- Kontoruddannelsen
- Handelsuddannelsen
- HAKL
- Efteruddannelse
- Detailhandelsuddannelsen
- Tandklinikassistentuddannelsen
- Fitness- og træneruddannelsen
- Eventkoordinatoruddannelsen
Glædelig jul og godt nytår fra Uddannelsesnævnet
Når vi ser tilbage på 2025, tegner der sig et billede af et år præget af fornyelse og faglig stolthed.
På de indre linjer har året stået i digitaliseringens tegn. Vi kunne i foråret fejre lanceringen af vores nye hjemmeside. Det handler om at skabe de bedste rammer for jer, der bruger systemerne i hverdagen og vi fornemmer, at det nye site er blevet taget godt imod af brugerne.
Men rammer gør det ikke alene. Det handler om mennesker. Derfor var det fantastisk at opleve den rekordstore tilslutning til årets "Karrieredage for Handelsuddannelsen". Det er møder, der skaber fremtiden – præcis som for eleven Mona, der fandt sit match med Bygma på netop en karrieredag. Hendes historie er et levende bevis på værdien af den direkte kontakt mellem elever og virksomheder.
Også på efteruddannelsesområdet har vi set flotte resultater. Blandt andet med et stort fokus på at klæde medarbejdere på til AI. Med den nye pjece "Find de rette AI-kurser" har vi sat fokus på at klæde medarbejderne på til fremtidens teknologi. Og her kort før juleferien åbnedes der for adgang til et nyt AI-kørekort for undervisere på EUD og AMU.
De åbne arme omkring den nye teknologi er dog ikke kun for efteruddannelsen. For selvom der (stadig) findes et generelt forbud mod AI som hjælpemiddel ved prøver, må elever nu bruge AI, når de skriver deres fagprøve. Det kræver dog, at man kan dokumentere hvordan og ikke mindst hvorfor eleven bruger den kunstige intelligens.
Sommeren betød også goddag til et nyt speciale på handelsuddannelsen: B2B Manager. Det er en særlig overbygning der giver mulighed for at styrke og fastholde avancerede salgskompetencer i virksomhederne.
Kompetencer var der til overflod, da 2025 kulminerede fagligt ved EuroSkills i Herning. Danmark var vært og her viste blomsterdekoratør Louise Søltoft Pedersen og Team Bestseller Europa(verdens)klasse med henholdsvis en guldmedalje og en "Medal of Excellence".
Tak for et år, hvor vi sammen med faglige udvalg, LUU, skoler, virksomheder, organisationer og ministerier har flyttet grænser og skabt resultater.
Vi ser frem til 2026, hvor vi blandt andet fortsætter arbejdet med at skabe kompetencer til både virksomheder og medarbejdere i en tid med hastige forandringer.
Med ønsket om en glædelig jul og et nytår fyldt med muligheder, der byder på mange andre spændende ting indenfor blandt andet AI og beredskab, sender vi en varm tak til alle, der har bidraget til årets mange succeser.
De bedste hilsner,
Fra alle os i Uddannelsesnævnet.
