
Nyt juridisk specialefag: Insolvens udbydes i december
- 30. okt 2026
- Rådgivning
- Erhvervsuddannelse
- Kontoruddannelsen
Insolvens giver eleverne indsigt i konkurslovens regler om gældssanering, rekonstruktion og konkurs og i de arbejdsprocedurer, der hører med. Undervisningen kobler reglerne til praksis og viser, hvordan skifteretten behandler sagerne. Derfor er faget relevant som valgfrit specialefag for elever på specialerne administration og offentlig administration. Elever på økonomi kan tage det som erhvervsrettet påbygning.
Juridiske fag åbnet for flere specialer
Insolvens er et af de ni juridiske specialefag, som oprindeligt er udviklet til specialet advokatsekretær. I 2025 besluttede Det faglige Udvalg for Kontoruddannelser, at fagene også kan udbydes som valgfrie specialefag på administration og offentlig administration. Formålet er at gøre fagene tilgængelige for læresteder og elever, der arbejder med specialiserede juridiske processer, for eksempel hos dommerkontorer, ejendomsmæglere og boligselskaber.
Indtil videre er Business College Syd den eneste skole, der udbyder fagene. Eleverne fra de andre specialer går på hold sammen med advokatsekretæreleverne. Det giver dem et indblik i arbejdsgangene på et advokatkontor, som ofte hænger tæt sammen med de juridiske opgaver, eleverne selv løser.
Tidligere i år har skolen udbudt “Aftale-, købe- og lejeret”. Faget er blandt andet relevant for elever i boligforeninger. Skolen har også udbudt “Handel med fast ejendom”, som henvender sig til elever hos ejendomsmæglere og ejendomsadministrationsselskaber.
Virksomheder og elever kan se hele udbuddet af juridiske fag på Business College Syds hjemmeside eller kontakte skolen direkte.
