
Ny pjece: Find de rette AI-kurser
Udviklingen inden for kunstig intelligens (AI) går stærkt – og det samme gør behovet for opkvalificering. AI er ikke længere forbeholdt tech-specialister og udviklere. Tværtimod er AI-teknologien i fuld gang med at forandre arbejdsgange i både den private og offentlige sektor – ikke mindst inden for områder som administration, markedsføring, kundeservice, datahåndtering og kommunikation.
For at hjælpe virksomheder og medarbejdere med at følge med udviklingen har Dansk Erhverv, Dansk Industri og HK udgivet en ny pjece, der samler korte arbejdsmarkedsuddannelser med fokus på AI. Pjecen er målrettet jobfunktioner inden for administration, salg, kommunikation og kundeservice, så medarbejdere i hele Danmark kan lære at anvende AI i praksis.
– Det er vigtigt, at vi får alle medarbejdergrupper med i brugen af AI og i at kunne mestre AI i skiftende jobfunktioner. Denne pjece giver virksomheder og medarbejdere en nem adgang til at se, hvad der er af muligheder inden for AMU. Og vi glæder os til at få pjecen ud til private og offentlige virksomheder i hele landet sammen med landets erhvervsskoler, siger Christine Bernt Henriksen, chefkonsulent hos DI - Dansk Industri.

Pjecen rummer en bred vifte af kurser – fra introduktion til AI i administration og markedsføring til brugen af AI i databehandling, kommunikation og automatisering af arbejdsgange med RPA (Robotic Process Automation). Kurserne er praksisnære og kan gennemføres på få dage. Det er muligt at deltage som enkeltperson eller samle et hold internt i virksomheden. Derudover tilbyder mange udbydere fleksible undervisningsformer, herunder også online og virksomhedsforlagt.
– AI-teknologier integreres overalt på arbejdsmarkedet. Eksempelvis vil AI kunne automatisere driftsopgaver i administrationen, forbedre beslutningsstøtte gennem hurtig dataanalyse og give mere personaliserede kundeoplevelser i detailhandlen. Overordnet set vil AI ikke fjerne jobs – men ændre dem, og det kræver nye kompetencer. At forstå og kunne anvende AI øger derfor din jobsikkerhed i en digital fremtid, siger Gitte Brückner, uddannelsespolitisk chefrådgiver i HK Danmark.
Både virksomheder og medarbejdere kan søge tilskud via kompetencefonde og VEU-godtgørelse. Det betyder, at også mindre virksomheder har mulighed for at komme med på AI-rejsen uden store omkostninger.
Pjecen er et resultat af et hurtigt og fokuseret samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og kursusudbyderne, som har arbejdet intensivt for at imødekomme det hastigt voksende behov for AI-kompetencer.
– Mange virksomheder er stadig i en afsøgende fase, hvor de eksperimenterer med AI og overvejer, hvor teknologien bedst kan skabe værdi. Men én ting er sikkert: AI er ikke en døgnflue. Den er kommet for at blive, og behovet for nye kompetencer vil kun vokse. Det er derfor helt afgørende, at virksomheder allerede nu begynder at opkvalificere deres medarbejdere. Med kurserne i denne pjece gør vi det nemt at tage det første skridt, siger Casper Burlin, chefkonsulent hos Dansk Erhverv.
Pjecen er sendt ud til erhvervsskoler, kursusudbydere og andre relevante aktører. Den kan også downloades fra Uddannelsesnævnets hjemmeside, hvor der også er adgang til opdaterede kursuslister og praktisk information om tilmelding og tilskud.
