Speciale på detailhandelsuddannelsen
Retail manager
Retail manager er en 1-årig overbygning (trin 2) til salgsassistent med og uden profil, convenience med og uden profil og digital handel (trin 1).
Uddannelsen er målrettet salgs- og butiksledelse i detailhandlen.
På retail manager specialet udvikler eleverne bl.a. lederkompetencer til jobs som souschef, assisterende butikschef, teamkoordinator eller områdeleder i butik.
Optag på overbygningen forudsætter, at eleven har gennemført eller er i gang med grund- og hovedforløb på et af følgende trin på detailhandelsuddannelsen: salgsassistent med og uden profil, convenience med og uden profil eller digital handel (læs nærmere om vilkår og overgangskrav under de enkelte specialer).
Retail manager kræver en uddannelsesaftale med en virksomhed.

Find en skole, der udbyder specialet
På Erhvervsuddannelseskortet (ug.dk) kan du se, hvilke skoler der udbyder specialet
Skoleophold og specialefagsstruktur for unge og voksne
Retail manager specialet gennemføres ved oplæring i virksomheden. Den praktiske oplæring i virksomheden suppleres af et skoleforløb på 6-10 uger, inkl. den afsluttende fagprøve.

Fagprøven
Som afslutning på uddannelsesforløbet skal eleven til en afsluttende fagprøve, der tester, om eleven har nået målene for specialet. Fagprøven er en kombination af praksis og teori, og den tester, om eleven kan gennemføre en arbejdsopgave og reflektere over den måde, som eleven har valgt at gennemføre opgaven på.
- Elev, virksomhed og skole aftaler en problemformulering
- Eleven gennemfører den aftalte arbejdsopgave i virksomheden
- Eleven har en skoleperiode på en 1 uge til at udarbejde dokumentation for arbejdsopgaven. Dokumentationen bruges som eksaminationsgrundlag og indgår ikke i bedømmelsen.
- Eleven afslutter med en mundtlig eksamen, hvor karakteren er en helhedsvurdering af elevens mundtlige præstation.
Skolen afholder fagprøveforløbet inden for de sidste 6 måneder af uddannelsestiden.
Hvis eleven gennemfører retail manager i et sammenhængende uddannelsesforløb med salgsassistent, convenience eller digital handel, skal der kun aflægges fagprøve ved afslutningen på det samlede uddannelsesforløb

Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser
Områdeudvalget for Kontoruddannelser til den Offentlige Forvaltning (OmKOF)
Lokale Uddannelsesudvalg (LUU)