Elevens samlede uddannelsesforløb består af et indledende skoleforløb (grundforløb) og den efterfølgende oplæring i tandklinikken (hovedforløbet).
Uddannelsesaftalen kan indgås, så den først starter, når eleven har gennemført grundforløbet, men den kan også omfatte grundforløbet. Hvis elevens grundforløb skal indgå i uddannelsesaftalen, kan grundforløbet tilrettelægges som et Ny mesterlæreforløb, som betyder, at dele af grundforløbet foregår i tandklinikken.
Tandklinikassistentuddannelsen varer 3 år og 6 mdr. Hvis eleven allerede har overstået sit grundforløb, vil uddannelsesaftalen med eleven derfor som udgangspunkt vare 2 år og 6 mdr.

Bliv godkendt som oplæringsvirksomhed
Ansættelse af elever forudsætter, at du har søgt og fået en godkendelse til at uddanne elever inden for uddannelsen. For at kunne uddanne elever skal virksomheden have arbejdsfunktioner, der er relevante for uddannelsen, og virksomheden skal kunne sikre eleverne tilfredsstillende oplæringsforhold.

Uddannelsesforløbets længde afhænger af elevens skolebaggrund. Elever med 9./10. klasse starter (typisk) på grundforløb 1. Elever, der allerede har en gymnasial eksamen, starter på grundforløb 2.
