
De bedste fagprøver 2025 er kåret - se dem alle her
Fem elever har i år modtaget fagprøveprisen fra DI – Dansk Industri og HK (HK Privat og HK Handel).
De er alle eksempler på, hvor meget talent, faglighed og nysgerrighed, der findes i erhvervsuddannelserne – og på, hvor meget værdi det skaber, når virksomheder investerer i deres elever.
Fælles for vinderne er, at de har taget afsæt i konkrete udfordringer i deres hverdag og brugt fagligheden til at udvikle løsninger, der gør en reel forskel på arbejdspladsen.
Deres projekter viser, at fagprøven ikke kun er en eksamen, men et vindue til innovation og udvikling ude i virksomhederne.
De fem projekter viser tydeligt, at succesfulde fagprøver ikke opstår i et vakuum. De vokser frem i virksomheder, hvor elever får lov til at tage ansvar, prøve idéer af og bidrage til udviklingen.
Når virksomhederne tør give den frihed, får de til gengæld elever, der bringer friske perspektiver, energi og nye løsninger med sig.
Fagprøveprisen uddeles af DI – Dansk Industri og HK Privat / HK Handel til elever, der har skrevet årets bedste fagprøve inden for kontor-, handels- og detailuddannelserne.




